Jarl Friis-Mikkelsen står bag den fjerde mest sete danske film. Nogensinde!

I 1985 fik han og Ole Stephensen omkring en million danskere til at gå i biografen og se deres folkekomedie 'Walter og Carlo – Op på fars hat', og det er kun overgået af tre 'Olsen-banden'-film.

Da B.T. møder den i dag 74-årige multikunstner i forbindelse med hans nye selvbiografi, 'Mens vi stadig er her', afslører han, hvor meget de tjente på filmen, og hvordan det lykkedes at få statsministeren med i efterfølgeren.

Det hele begyndte i 1980erne, da der blev åbnet for, at man måtte lave lokal-tv rundt omkring i Danmark.

Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen opfandt i den forbindelse karaktererne Walter og Carlo til DR-programmet 'Schyyy. Det er lørdag' som en parodi på de nye lokalstationer.

Carlo – spillet af Jarl Friis-Mikkelsen – var den dominerende 'københavner' der gerne ville have sin egen tv-station og Walter – spillet af Ole Stephensen – den mere rolige 'jyde', som skulle finansiere det hele.

Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen som Walter og Carlo i den tredje film 'Walter og Carlo i Amerika'. Pressefoto

»Det var jo bare fis og ballade, men pludselig blev det stort,« fortæller Jarl Friis-Mikkelsen om deres koncept, der i 1985 eksploderede med den første 'Walter og Carlo'-biograffilm, 'Op på fars hat', der ifølge DFI fik 953.743 danskere i biografen.

»Vi lavede en mærkelig ting, som nærmest var dogme-agtigt. Hende der filmer hed Elly og var Carlos kone. Hun kunne svinge rundt med kameraet, lidt a la dogme-fjernsyn, før dogme overhovedet kom. Og folk syntes, det var skidesjovt.«

I efterfølgeren, 'Walter og Carlo – yes, det er far', der udkom i 1986, havde I Poul Schlüter med. Hvordan fik I statsministeren med i en film?

»I det allerførste talkshow jeg lavede, var Poul Schlüter gæst. Det var ikke set før, at man havde en statsminister inde i sådan noget mere letbenet. Der spurgte jeg Poul, om ikke det kunne være sjovt, at vi lavede noget anderledes.«

I 1986 lykkedes det Jarl Friis-Mikkelsen at overtale daværende statsminister, Poul Schlüter til at medvirke i den anden film om Walter og Carlo. Her er han fotograferet i 2001. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Han fortsætter:

»Han kunne for eksempel støvsuge – så vi lavede nogle billeder, hvor Poul Schlüter støvsugede, mens jeg sad med benene op. Han var med på den værste.«

Derfor fandt de på, at Poul Schlüter skulle være nabo til Walter-karakteren i filmen, og de lavede en scene, hvor han går ind i Carlo.

»Carlo havde ikke sine briller på, så han aner ikke, hvem han snakker med, men mærker sig frem og tager Schlüter i håret. Og så fik han lov til at sige sit slogan om, at det skal være nemmere at være dansker. Så fik han den reklame.«

Fik I kritik for at promovere en statsminister?

»Nej, folk syntes bare, det var skidesjovt.«

Har du forsøgt at lave noget lignende med andre statsministre?

»Nej, for nu har jeg jo lavet det. Det med gentagelser er jeg ikke så god til.«

Du nævner i din nye bog, at du aldrig så de millioner, som medierne påstod, at I tjente på at lave tv. Blev du ikke millionær, af det I lavede?

»Nej, det blev vi ikke. Meget langt fra. For det første var det måske den eneste indtægt, man havde – altså en film. Og på 'Op på fars hat' fik vi – altså Ole og jeg – kun fire procent hver af filmens værdi. Hvis den gik godt, fik vi fire procent.«

Han tilføjer:

»Det år hvor den boomede, gav det selvfølgelig godt, men det var langt fra en million.«

Har du nogensinde købt noget særligt for nogle af de hits, du fik?

»Ja, for det vi fik ind på 'Op på fars hat' – og det var ikke i millionklassen – der kunne jeg lægge udbetalingen på et etplans hus. Det havde man altid svoret – hvordan fanden skulle man få penge til det? Så jo, der blev swappet.«