Den danske tv-kendis Janni Ree er blevet tiltalt i en sag, hvor hun risikerer en bødestraf, hvis hun bliver kendt skyldig. 

Hun er tiltalt for to punkter heriblandt at skulle have videredelt dele af sin eksmands, Karsten Ree, testamente til en veninde – og for at have snaget i sin eksmands beskeder. 

Janni Ree nægter sig skyldig i sagen og finder det dybt kritisabelt, at hun nu potentielt står over for en bødestraf på 8.500 kroner. 

»Jeg har ikke gjort noget ulovligt. Jeg kunne bare betale bøden, men det er en principsag. Jeg vil ikke have en bøde for noget, der er ganske naturligt,« fortæller hun til B.T. 

Sagen kommer ifølge Janni Ree for retten til februar næste år. 

Det sker ifølge hendes forsvarsadvokat, Erbil Kaya, fordi hun ikke ville acceptere bøden. 

Selv vurderer han, at den tidligere 'Forsidefrue'-deltager har en god sag. 

»Jeg mener, at de to forhold ikke holder rent juridisk, hvorfor hun nægter sig skyldig,« udtaler han og fortsætter. 

»Så sker der jo dagligt lovovertrædelse, hvis man ikke må kigge på hinandens beskeder som kærester eller ægtefæller. Det vil åbne en ladeport for strafbar handlinger,« lyder det. 

Men er det ikke kriminelt at kigge i andre personers beskeder uden samtykke?

»Sagen vil gå rettens gang. Vi går efter, at hun skal frifindes. Jeg vil mene, at vi har en god sag.« 

Karsten Ree og Janni Ree nåede at danne par i 11 år sammen – hvor de var gift i ni af dem. Eksparret splittede i august 2024.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ifølge Janni Ree var det ikke unaturligt for hende og eksmanden, at de kiggede i hinandens telefoner. 

»Det er det åbenbart efter, at jeg vil skilles, så er det pludseligt ulovligt, at vi har kigget i hinandens telefon. Det har vi altså gjort i 11 år. Det vil jeg ikke have en bøde for,« udtaler hun

Videre fortæller hun til B.T., at hun en dag så et testamente ligge på eksmandens bord, hvor hun studsede over, at hendes navn var stavet forkert. 

»Der står 'udkast' med store røde bogstaver og mit navn var stavet forkert. Så har jeg en veninde i røret og deler det med hende. Det er den person, der har delt testamentet videre,« fortæller hun. 

Erbil Kaya har tidligere oplyst til Ritzau, at Janni Ree sendte et billede af testamentet til en god veninde i tillid og fortrolighed.

»Så det er klart, at testamentet ligger åbent og og jeg tænker, hvad er det. Det kan vel ikke være noget, hvis det ikke er låst inde. Det ligger åbent på skrivebordet. Det er sandheden – og det vil jeg ikke have en bøde for.«

Janni Ree understreger over for B.T., at hun ikke har nogen verserende konflikt med sin eksmand, og de i dag har en god relation til hinanden. 

»Det er mig uforstående. Vi har ikke noget problem med hinanden. Jeg er irriteret over det her. Jeg føler, at de (eksmandens familie, red.) bare vil have mig ned med nakken.«

B.T. har kontaktet en talsperson for Karsten Ree, men de er skrivende stund ikke vendt retur på henvendelsen.