Én synes, det er en skandale, en anden kalder det 'befriende', mens en tredje ligefrem hylder, at det ikke går for hurtigt.

Herunder kan du se, hvad en række kendte danskere mener om, at politikerne nu har brugt over to måneder på at danne en ny regering.

»Jeg synes, det er en skandale, at det har taget så lang tid,« lyder det fra tv-personlighed Janni Ree.

Hun har generelt været træt af Mette Frederiksen som statsminister og tilføjer, at minkskandalen og de slettede sms'er ikke har gjort hendes syn på hende bedre.

»Bedst som jeg troede, at det ikke kunne blive værre, har vi nu Lars Løkke, der fortsat holder hjulene i gang under Mette Frederiksen,« fortsætter Janni Ree, der er træt af Moderaterne-formandens afvisning af blå blok under forhandlingerne.

»Jeg håber fortsat på en blå regering,« slutter hun.

Janni Ree.
Janni Ree. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Komiker Andreas Bo kaldet det 'forudsigeligt', at det foreløbigt har taget over to måneder at danne en ny regering.

Han peger på, at vi efter valget 24. marts fik en lang række mindre partier med masser af individuelle særinteresser, ligesom at Venstre ved forrige valg var blevet splittet med udbryderpartierne Danmarksdemokraterne og Moderaterne.

»Så er det eddermame svært, når stemmerne er fordelt næsten ligeligt over hele paletten.«

Han tilføjer:

»Og jeg har fundet tiden befriende! Alle populistiske og utopiske ønsker og krav op til valget har ikke kunne gennemføres, ligesom der ikke er blevet fremsat nye. Måtte det være hverdag.«

I den forbindelse har Andreas Bos holdning til politikerne ikke ændret sig siden valget.

»Men man kunne med fordel samle ideologierne. SF, Socialdemokratiet og Radikale er efterhånden den samme grød, som bare trækker i de to poler af samme politik,« mener han og fortsætter:

»Alle tre nationalkonservative partier kunne også samles til ét. Og så må man ikke gå til valg på at holde nogen ude. Kun på hvad man vil.«

Andreas Bo.
Andreas Bo. Foto: Bax Lindhardt

Til sidst vil skuespiller Lars Bom faktisk gerne rose politikerne for at være grundige.

»I mine øjne er det et udtryk for, at de går til opgaven med omtanke og omhu. Der er jo tale om de næste fire års styring af Danmark.«

Han fortsætter:

»Ved sidste regeringsdannelse var der flere hovsa-løsninger, som ikke virkede så gennemtænkte som for eksempel afskaffelsen af store bededag. Jeg tror, de tænker sig lidt mere om denne gang.«

Lars Bom.
Lars Bom. Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix

Han tilføjer:

»Ja, der er ting, som ikke kan løses af embedsværket nu og her, men det går nok, så længe, at de akutte behov bliver mødt effektivt, når regeringen er på plads.«

Lars Bom slår fast, at han dermed fortsat har grundlæggende tillid til politikerne.

Han håber derudover blandt andet, at den nye regering bliver stærk og handlekraftig, når det kommer til grøn omstilling.

»Og at regeringen vil udnytte denne omstilling til at styrke økonomien i samfundet.«

B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup forventer, at der ikke vil gå længe, før vi får præsenteret en ny regering. Det kan du læse mere om HER.