Janni Ree skulle som så mange gange før have gæstet panelet i podcasten 'Det, vi taler om' på årets Skanderborg Festival. 

Men om morgenen for optrædenen, modtog vært, Ditte Okman, en nedslående besked. 

»Der ligger en besked fra Janni om, at Karsten har fået det sindssygt dårligt om natten, og at hun desværre ikke kan komme med,« siger Ditte Okman i podcasten. 

Fredag kom det frem, at Karsten Ree er blevet ramt af demens. En besked, der kom fra hans kone på Instagram. 

'Som tidligere kommunikeret er Karsten i gang med et længere udredningsforløb. Som en del af dette er det desværre blevet konstateret, at han lider af demens,' skrev Janni Ree, og bad samtidig om ro omkring ham og familien. 

I fredagens afsnit af 'Det, vi taler om', vender panelet nyheden om milliardærens helbred, og sender samtidig kærlige tanker til både Karsten og Janni Ree. 

»Det er en meget trist besked, men det er en god idé at komme hurtigt ud med den,« siger kongehusekspert på Berlingske, Jakob Steen Olsen, og peger på en anden situation, hvor det samme ikke var tilfældet. 

»Vi kan huske med Prins Henrik, hvor kongehuset ventede alt for længe. Det bliver uværdigt, for Henrik havde også en offentlig rolle, og kom med nogle udtalelser, der, for at sige det, ikke var efter protokollen. Det gav anledning til en masse diskussioner, om hvorvidt han var dement eller ej,« siger han i podcasten. 

Der skulle man derimod have skærmet ham noget tidligere, ligesom det nu er tilfældet med Karsten Ree, mener kongeshuseksperten. 

Nyheden om Karsten Rees demensdiagnose, får desuden vært, Ditte Okman, til at dele sin personlige oplevelse med den svære sygdom. 

»Min stedfar havde demens, og han fattede ikke en klap. Det letteste er at give dem ret, for det kan være lige meget, og der kan opstå mange underlige konflikter på grund af forvirringen,« siger Okman. 

Selvom Janni Ree er en af de mere faste gæster i 'Det, vi taler om', har panelet respekteret familiens ønske om ro, og har derfor ikke kontaktet dem i forbindelse med den triste nyhed. 

»Men vi tænker på Janni, og ønsker både hende og Karsten alt godt,« afslutter Jakob Steen Olsen. 

Du kan lytte til fredagens udgave af 'Det vi taler om', hvor panelet i første time taler om Karsten Ree, prins Christian og Robert Hansen her: