Janni Ree og Karsten Ree står stadig midt i en dramatisk skilsmisse.
Men nu har den 54-årige forsidefrue besluttet sig for at trække sig lidt fra søgelyset– ikke mindst for at forberede sig på den retssag, hun forventer at skulle i mod sin kommende eksmand, som hun har politianmeldt for vold gennem deres 11 år lange forhold.
»Jeg lukker lige lidt ned. Jeg har aflyst nogle forskellige ting, både podcasts og foredrag, fordi jeg trænger til lidt fred og ro i alt det her kaos,« siger Janni Ree til B.T.
Men tiden skal ikke kun bruges på at komme til kræfter.

Janni Ree bemærkede nemlig i sin politianmeldelse af Karsten Ree – som B.T. har set – at hendes 49 beskyldninger om psykisk og fysisk vold gennem deres forhold ikke var udtømmende.
»En af grundene til, jeg lukker ned, er jo netop fordi jeg skal forberede det, der skal ske nu i min skilsmisse,« siger Janni Ree nu.
Forventer du, at I skal mødes i retten over din anmeldelse?
»Det forventer jeg da hundrede procent. Det er jo kriminelle handlinger, så det kan jeg ikke forestille mig, at vi ikke skal,« fortæller forsidefruen.
Fra Karsten Rees lejr har man ikke ønsket at kommentere, hvorvidt man forventer, at rigmanden skal mødes i retten med Janni Ree.
Men Sune Aagaard, kommunikationsansvarlig i Ree-imperiet, fortæller til B.T., at man nu har modtaget Janni Rees politianmeldelse og ikke ønsker at kommentere den.
Nordsjællands Politi har endnu ikke offentligt forholdt sig til politianmeldelsen. Ingen personer er sigtet eller tiltalt.
Karsten Ree har også selv anmeldt Janni Ree til politiet for afpresning.
Den sag har Janni Ree kaldt for »en stående joke«, og hun forventer ikke, at den vil nå et retligt niveau.
»Vi afventer myndighedernes behandling af sagen,« er den eneste kommentar, Sune Aagaard vil give om Karsten Rees politianmeldelse af Janni Ree.
Du kan læse alt om Janni Rees politianmeldelse, hvor hun sender 49 beskyldninger om både psykisk og fysisk vold mod Karsten Ree HER.