»Det er ganske frygteligt. Jeg kan ikke sige andet, end at det er ganske skrækkeligt.«

Sådan lyder det fra Janni Ree, efter det er kommet frem, at en ulv i sidste uge slap ud af sin indhegning og dræbte 31 flamingoer i hendes mands dyrepark.

Det var i dyreparken Ree Park Safari i Ebeltoft, der er ejet af hendes mand, 'Den Blå Avis'-milliardæren Karsten Ree, at fuglemassakren fandt sted.

Ifølge Ekstra Bladet slap en arktisk ulv natten til onsdag i sidste uge ud af sin indhegning, hvorefter den gik amok i en blodrus i fugleområdet.

En ulv i Ree Park Safari.
En ulv i Ree Park Safari. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

Foruden de mange flamingoer, fik den også dræbt to storke og en krontrane.

Jesper Stagegaard, der er administrerende direktør i Ree Park Safari fortæller til Ekstra Bladet, at ulven kom ud ved at grave sig under hegnet på et sted, hvor det var blevet svækket af rødderne fra et træ.

Derefter løb den altså ind i fugleområdet, hvor den gik amok på fuglene.

»Det er ikke, fordi den er sulten. Det er bare rent jagtinstinkt,« fortæller han til mediet.

Janni Ree fortæller, at hun og Karsten Ree hørte om episoden tirsdag den 3. oktober, og at de begge er rystede.

»Vi holdt faktisk meget af de flamingoer, og når vi var i lejligheden (Karsten og Janni Ree har en lejlighed midt i Ree Park, red.), så stod vi og kiggede ud på dem«, fortæller hun og fortsætter:

»Men det jo noget en ulv gør i en rus, men jeg ved jo ikke så meget om det andet, end at den har gravet sig ud – vistnok tre meter ned. Og så er den jo kommet ud, hvilket er ganske frygteligt.«

Ulveangrebet skete om natten, og ingen mennesker var i fare

Ulve i Ree Park ved Ebeltoft.
Ulve i Ree Park ved Ebeltoft. Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er forfærdeligt med flamingoerne, men det er godt, der ikke er sket nogle mennesker noget,« siger Janni Ree, der har svært ved at affinde sig med flamingoernes skæbne.

»Det er frygteligt. Jeg er ulykkelig på deres vegne. Det har været et kæmpe blodbad, og det er jo ganske forfærdeligt. Så det gør ondt i mit dyrehjerte.«

Ulven måtte efterfølgende lade livet som straf for sin ugerning. Ree Park Safari valgte, at ulven skulle skydes, da man var bange for, at den også ville nå ind og overfalde aberne.

Janni Ree vil gætte på, at dyreparken nu skal på indkøb efter nye flamingoer, da de har været en vigtig del af stedet.