»Jeg har kun set noget af det, for det gjorde simpelthen for ondt, og så var jeg nødt til at slukke.«

Det gjorde indtryk på mange, da TV 2-dokumentaren 'Hvem passer på grisene?' i slutningen af november kunne afsløre kummerlige forhold i danske grisestalde.

Det samme gælder for kendis Janni Ree, der til B.T. fortæller, at hun efter dokumentaren har valgt at udelade svinekød fra sin kost. 

»Det var frygteligt at se. Jeg er ikke vild med det svinekød mere. Jeg har holdt mig væk fra pølser, og det er stort, for jeg elsker normalt en ristet pølse fra pølsevognen. Men det har jeg altså ikke spist længe,« siger hun. 

I TV 2-dokumentaren er der optagelser fra flere grisestalle, som viser, underernæring, åbne sår og fastklemmelse hos grise - samt flere andre dårlige vilkår.

Det har gjort stort indtryk på den tidligere forsidefrue.

»Jeg har set noget af det, men jeg skulle kaste op. Jeg blev dårlig. Jeg kan simpelthen ikke tåle mishandling af dyr på den måde,« siger hun og tilføjer: 

»Jeg tror, jeg er så sensitiv, så jeg får det så meget ind i mig, at jeg bliver dårlig. Jeg bliver syg af at se sådan noget.«

Janni Ree fortæller videre, at dokumentaren har betydet, at flæskestegen ikke kommer på juletallerkenen i år.

»Jeg synes simpelthen, grise er så kloge. De ting, de er udsat for, kan jeg ikke. Tænk, hvad jeg kan redde, hvis jeg stopper med at spise gris.«