Lørdag stod den kendte krimiforfatter Kim Faber frem og fortalte, at han er blevet diagnosticeret med den neurologiske lidelse Parkinsons.

Sygdommen fik han konstateret, mens han og hustruen, TV 2-værten Janni Pedersen, arbejdede på deres næste krimi sammen – og nu udtaler Janni Pedersen sig for første gang om mandens sygdom.

Janni Pedersen og Kim Faber, gift og sammen forfattere til en stribe krimier.
Janni Pedersen og Kim Faber, gift og sammen forfattere til en stribe krimier. Thomas Lekfeldt

Nyhedsværten fortæller nemlig til Billed-Bladet, at hun først »blev enormt ked af det«, da ægtemanden Kim Faber blev diagnosticeret med den kroniske sygdom for halvandet år siden.

»Jeg er normalt typen, som siger: Det skal nok gå, og er der et problem, så skal vi nok fikse det og komme videre. Men her var der ikke rigtigt noget, vi kunne fikse. Heldigvis fik jeg hjælp af TV 2 til at få nogle samtaler, og det hjalp rigtigt meget,« siger Janni Pedersen til ugebladet.

Både Janni Pedersen og Kim Faber understreger, at han har det godt, og at familien er ved godt mod i dag.

Kim Faber har fortalt, at det var nye symptomer, der fik ham til at gå til lægen dengang, han fik konstateret sin Parkinsons. Læs mere om det HER.