Jan Linnebjerg droppede alkoholen til sølvbrylluppet
Siden er det 'strømmet ind' med positive tilkendegivelser til ægteparret, fortæller de.

Siden er det 'strømmet ind' med positive tilkendegivelser til ægteparret, fortæller de.

Da skuespillerparret Jan Linnebjerg og Karen Linnebjerg Abrahamsen skulle fejre deres sølvbryllup, tog de et helt særligt valg.
Til festen ville der ikke være noget alkohol at finde.
Det fortæller parret i et interview med TV 2.
Hovedårsagen til beslutningen er, at Jan Linnebjerg – der især er kendt for rollen som nissen 'Pyrus' og sidste år vandt en Robert-pris for sin rolle i tv-serien 'Generationer' – har været ædru alkoholiker i fem år.
»Vi drikker aldrig alkohol herhjemme, for jeg kan ikke tåle det. Så det var simpelthen ikke nogen mulighed,« forklarer han til TV 2 om valget af den fuldkommen alkoholfrie sølvbryllupsfejring, der blev afholdt i weekenden.
Selvom parret var nervøse for, om de mange indbudte til fejringen ville kede sig eller gå tidligt hjem, når der ingen alkohol var, afholdt det bestemt ikke gæsterne fra at feste natten igennem, forklarer de.
Og efterfølgende har det ifølge Karen Linnebjerg Abrahamsen »strømmet ind« med positive tilbagemeldinger, siger hun til mediet.
Da Jan Linnebjerg i begyndelsen af året modtog Robert-prisen, blev han rørt til tårer, da han takkede for statuetten:
»Jeg er sindssygt stolt, og jeg er dybt taknemmelig. For at være i live, nummer et. Men der er nogle, der har taget en chance – lidt sent, tilgivet – men en stor tak for at turde binde an med mig,« lød det fra ham på scenen foran publikum:
»Jeg blev taget imod fordomsfrit og kærligt. Det bedste er at være tilbage i mit elskede fag og få lov til at arbejde,« tilføjede han.
Jan Linnebjerg har offentligt fortalt om sin kamp med sit misbrug af alkohol.
Blandt andet i dokumentaren 'Nissen flytter altid med' i 2022.