De talte ofte om døden. Om sorgen. Tomrummet. Og hvem der en dag skulle stå tilbage alene.

Men for forfatter samt forlægger Jakob Kvist og hans kone, sangerinden Laura Illeborg, var det dengang bare samtaler i mørket. 

Noget fjernt der hørte fremtiden til. Sådan er det ikke længere.  For snart to år siden døde Laura Illeborg blot 55 år gammel

Nu fortæller Jakob Kvist til Berlingske om det øjeblik, der ændrede alt.

For da konen faldt pludselig om med en hjerneblødning midt i en sang under en intim koncert i Tisvilde, brød hans verden sammen. 

»Jeg mærkede vitterlig jorden forsvinde under mig. Alt gik i stykker indeni, og jeg styrtede sammen og lå på gulvet og skreg og hulkede i smerte,« fortæller han til Berlingske om det smertelige opkald.

Gennem telefonen kunne han høre helikopteren, der skulle flyve hans hustru til Rigshospitalet.

Kort efter måtte han ringe til parrets tre børn og fortælle, at deres mor var faldet om.

»Jeg følte, at mit liv blive knust, og så skulle jeg i samme øjeblik ringe til vores tre børn og tilmed knuse deres«.

Familien klyngede sig til håbet, men efter halvandet døgn på hospitalet og en fejlslagen operation var der ikke mere at gøre.

Allerede dagen efter begyndte beskeder fra myndighederne at vælte ind i e-Boks. Han skulle forholde sig til testamente, skifteretsattest, NemKonto, formue, gæld og aktiver.

Alt imens sorgen martrede kroppen. Sammenbrud på åben gade, og tanken om at følge sin elskede i døden, strejfede ham.

Men da han så på parrets tre børn, vidste han, at han skulle blive.

»Forunderligt nok ærer man hinanden ved selv at leve videre. Nu er jeg blevet en slags bobestyrer for vores kærlighed og for alt det, vi skabte sammen,« siger han til Berlingske.

Men han savner hende stadig overalt. I hjemmet på Østerbro. I musikken. I hverdagen. Og i det barnebarn, hun aldrig nåede at møde.