De mødtes i slutningen af hans fodboldkarriere i England og flyttede sammen i Danmark i starten af hans tv-karriere.

Men de sidste tyve år har 'Robinson'-værten Jakob Kjeldbjerg og hans britiske hustru Christine Kjeldbjerg boet i det sydfranske.

B.T. møder tv-vært Jakob Kjeldbjerg til Viaplays forårspræsentation i Pressen i København, fredag 23. januar. Foto: Maja Østergaard
B.T. møder tv-vært Jakob Kjeldbjerg til Viaplays forårspræsentation i Pressen i København, fredag 23. januar. Foto: Maja Østergaard

»Jeg savner Danmark meget af tiden,« indrømmer Jakob Kjeldbjerg, da B.T. fanger ham til Viaplays forårspræsentation.

»Vi har altid holdt meget af Danmark, men så tog vi bare på et eventyr. Min kone er englænder, så der er ikke noget, der sådan er ‘hjemme’ for os sammen – jo, det er Frankrig nu efter tyve år,« forklarer den 56-årige tv-vært.

Men det kan være, at Danmark igen skal være hjemme – for der er et dilemma forude i familien Kjeldbjerg, som i al fald kommer til at trække tv-værten oftere til hjemlandet.

»Min ældste datter er i gang med at flytte til København nu, så jeg kommer til sammen med min frue at bruge mere tid i København, når vi besøger hende,« røber Jakob Kjeldbjerg.

Jakob Kjeldbjerg har været vært på 'Robinson Ekspeditionen' i mere end 20 år, og i 2014 havde han døtrene og hustruen med til forpremieren på sæsonen.
Jakob Kjeldbjerg har været vært på 'Robinson Ekspeditionen' i mere end 20 år, og i 2014 havde han døtrene og hustruen med til forpremieren på sæsonen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

For det er altså ved hjemmet i det sydfranske, at Jakob Kjeldbjerg og hans hustru, den 55-årige kostvejleder og træningsunderviser Christine Kjeldbjerg, bruger størstedelen af deres tid.

Alligevel vil den 56-årige 'Robinson'-vært stadig ikke sige, at Frankrig er mere hans hjem end Danmark.

»Jeg er jo dansker, og jeg tænker på dansk, jeg læser på dansk, og min kone har det samme på engelsk. Vi har et dejligt netværk i det franske, men jeg bliver sgu aldrig franskmand,« siger Jakob Kjeldbjerg.

'Vi prøver bare at gribe livet'
Tv-værten prøver da i forvejen også at slå vejen forbi sit hjemland så ofte, som muligheden byder sig.

»Jeg lander fra Nice i Kastrup Lufthavn, så hopper jeg på metroen, og så tager jeg ind til mine venner på Hotel Phoenix i Bredgade som oftest,« fortæller Jakob Kjeldbjerg.

Men nu flytter ældstedatteren altså fast til København – og det gør igen spørgsmålet om, hvor Jakob Kjeldbjerg har plads i verden, aktuelt.

»Jeg kan ikke fortælle dig, hvad jeg gør i morgen – min kone og jeg snakker jævnligt om det,« siger den tidligere landsholdsspiller.

Begge parrets to døtre, Sophia og Maria, gik i børnehave i Skovshoved i deres fars hjemland, før familien flyttede til Frankrig, og siden læste begge døtre på universitetet i deres mors hjemland England.

Jakob Kjeldbjerg og hustruen Christine Kjeldbjerg har boet sammen i det sydfranske de sidste tyve år. Men tv-værten savner Danmark, hvor hans ældste datter nu også flytter tilbage til, røber han overfor B.T.
Jakob Kjeldbjerg og hustruen Christine Kjeldbjerg har boet sammen i det sydfranske de sidste tyve år. Men tv-værten savner Danmark, hvor hans ældste datter nu også flytter tilbage til, røber han overfor B.T. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

»Vi har to piger, én bor i London, én bor næsten i København, så hvad vi gør næste år, det aner vi simpelthen ikke, så vi prøver bare at gribe livet,« slår Jakob Kjeldbjerg fast.

For derudover er Jakob Kjeldbjerg væk i længere perioder, når der skal optages 'Robinson Ekspeditionen' under tropiske himmelstrøg.

Og det er da også det eneste næste skridt, den tidligere Chelsea-spiller kender til.

»I første omgang skal jeg ud og lave ‘Robinson’-ekspeditionen igen, og jeg håber, det bliver en fantastisk sæson,« siger Jakob Kjeldbjerg til slut.

Herunder kan du se hele interviewet med Jakob Kjeldbjerg.