Jakob Kjeldberg overvejer flytning: 'Den er brændt fuldstændig sammen'
Den garvede 'Robinson'-vært overvejer noget nyt sammen med hustruen.

Den garvede 'Robinson'-vært overvejer noget nyt sammen med hustruen.

Hedebølge, tørke og høje temperaturer.
Det har alt sammen præget det europæiske kontinent i større eller mindre grad denne sommer.
Også i det sydfranske har varmen været intens ad flere omgange, og det har 'Robinson'-vært Jakob Kjeldberg også mærket på egen krop.
Han bor til daglig i Sydfrankrig med sin hustru, og fortæller til HER og NU, at de har overvejet at flytte. Både i noget mindre men måske også til et helt andet sted.
»Det snakker vi om en gang i mellem, og når vi er i gang med femte hedebølge, hvor vi bor, hvilket vil sige en middeltemperatur på 31 om dagen og en nattemperatur på 24 i snit, og selvom vi har aircondition, så er det sgu tungt,« siger han til mediet og fortsætter.
»Vi har en stor have, der er brændt fuldstændig sammen. Der begynder man at tænke, om vi skulle gøre noget andet.«
Tv-værten fortæller dog også, at der ikke er flytteplaner på tegnebrættet lige foreløbig, og at han i kraft af at være et kendt ansigt holder af, at bo et sted, hvor folk ikke umiddelbart genkender ham.
Jakob Kjeldberg har været vært på 'Robinson Ekspeditionen' i mere end 20 år. Det er han også, når den 27. sæson af programmet får premiere den 24. august.