Jackie Navarro udsat for vold og dødstrusler: Nu er manden idømt fængselsstraf
Den 39-årige realitystjernes gerningsmand har nu fået sin dom.

Den 39-årige realitystjernes gerningsmand har nu fået sin dom.

Jackie Navarro er lettet.
Torsdag blev en mand ifølge Se og Hør idømt 60 dages betinget fængsel for vold, blufærdighedskrænkelser og trusler mod den 39-årige danske realitystjerne.
Ifølge ugebladet skulle den dømte for år tilbage have haft et tæt forhold til Jackie Navarro.
Efter retten i Svendborg havde fældet dom, udtalte hun til Se og Hør:
»Det har været et hårdt og følelsesmæssigt krævende forløb.«
Hun tilføjer, at hun er lettet over, at sagen nu er afsluttet, og at hun nu ser frem til at lægge det hele bag sig.
Manden er blandt andet dømt for at have truet Jackie Navarro med at slå hende ihjel, 'hvis hun nogensinde var sammen med andre' end ham.
Han blev også kendt skyldig i vold, da han i en anden sammenhæng skulle have taget halsgreb og hårdt fat om hendes arm, ligesom han i en tredje situation skulle have trukket hende hen over gulvet.
Det sidste kunne retten ikke finde beviser for.
Til sidst skulle han have begået blufærdighedskrænkelse ved at sende en video af seksuel karakter til en anden mand, der var egnet til at krænke hendes blufærdighed.
Se og Hør har været i kontakt med mandens forsvarer, der oplyser, at de fortsat overvejer, om de vil anke dommen til landsretten.
Han har ifølge ugebladet nægtet sig skyldig gennem hele forløbet.