Irina Olsen vil ikke afvise flere børn
Irina Olsen har med alderen lært, at man ikke kan planlægge alting.

Irina Olsen har med alderen lært, at man ikke kan planlægge alting.

Irina Olsen fik knust sit hjerte for godt et halvt år siden, da hun og DJ'en Morten 'Faustix' Olsen blev skilt.
Men det knuste hjerte er så småt ved at være helet, mens en ny mand er kommet ind i hendes liv.
»Nu er der gået en del tid. Jeg synes, jeg begynder at få det bedre, er ved at genfinde mig selv. Der sker en masse nye ting i mit liv. Jeg kan helt sikkert mærke en forskel,« siger hun til B.T. på den røde løber ved Danish Beauty Awards.
Og der er vist ingen tvivl om, at en del af den nyfundne glæde også har noget at gøre med en meget særlig person.
Tilbage i marts afslørede Irina Olsen nemlig, at hun nu danner par med musikeren Carl Knast, og de to har for nylig taget et nyt skridt i deres forhold.
»Det går rigtig godt. Han har også mødt børnene nu, og vi hygger. Jeg synes, uden at jinxe det, at vores hverdag er begyndt at få nogle gode rutiner. Det hele er smeltet lidt sammen, så jeg synes, det går meget godt,« lyder det fra en smilende Irina Olsen.
Tv-personligheden har i forvejen to børn med eksmanden, men vil ikke afvise, at der ville kunne komme en lille ny til flokken.
»Jeg har lært med alderen, at man er nødt til at 'go with the flow'. Det er ikke altid, man kan planlægge sig ud af alting eller beslutte sig på forhånd,« siger hun og tilføjer:
»Det vigtigste for mig, er at børnene har det godt.«
Hun vil dog ikke afsløre, hvorvidt hun og kæresten har haft børn oppe og vende.
»Jeg kan jo ikke fortælle jer alt, vi går og snakker om,« siger hun og smiler.