Irina Olsens står i sit køkken opløst af tårer.

»Jeg savner ham alligevel, selvom jeg prøver at sige til mig selv, at jeg ikke elsker ham mere. Og jeg har også sagt det til ham. Jeg forstår ikke, jeg stadig elsker ham,« lyder det fra den kendte influencer, mens tårerne triller ned ad hendes kinder.

I den nye TV 2-dokumentarserie 'Irina i stykker', følger man den kendte influencer og tv-deltager Irina Olsen før, under og efter, nyheden om hendes meget omtalte skilsmisse fra eksmanden Morten 'Faustix' Olsen ramte medierne i efteråret.

I det første program ud af i alt tre ser vi en stærkt følelsesmæssigt præget Irina Olsen, der har taget beslutningen om at gå fra sin daværende mand, men endnu ikke har meldt det ud i offentligheden.

Flere gange i programmet bryder hun grædende sammen, men hun fortæller også, hvordan hun føler sig nødsaget til at holde en vis facade i forbindelse med sit arbejde som influencer.

»Jeg kan ikke gå fuldstændig i stykker foran mennesker,« fortæller hun. 

Irina Olsen sidder klistret til sin mobiltelefon, da hun deler nyheden om sin skilsmisse med offentligheden.
Irina Olsen sidder klistret til sin mobiltelefon, da hun deler nyheden om sin skilsmisse med offentligheden. Foto: TV 2

I programmet ser vi også, hvordan Irina Olsen i oktober efter nøje overvejelser deler et opslag på instagram, hvori hun offentliggør bruddet.

På intet tidspunkt får seerne dog at vide, hvad der ligger til grund for bruddet.

Efterfølgende er hun igen meget påvirket følelsesmæssigt. Hun understreger dog over for sin søster, der er til stede, at hun ikke har ondt af sig selv.

»Jeg føler, jeg har spildt 12 år af mit liv,« siger hun og bryder sammen i gråd.

Det var tilbage i oktober 2025, at Irina Olsen offentliggjorde, at hun og eksmanden Morten 'Faustix' Olsen ikke længere dannede par.

De to var sammen siden 2014, blev gift i 2019 og  har sammen to børn.

'Irina i stykker' kan ses på TV 2 Echo og TV 2 Play.