Irina afslører hård tid i Danmark: Var hjemløs og sov på bænke
Realitystjernen åbner nu op om, hvordan hun i sine ungdomsår som tilflytter fra Ukraine til Danmark var »hjemløs« og endte med at måtte sove på bænke.

Realitystjernen åbner nu op om, hvordan hun i sine ungdomsår som tilflytter fra Ukraine til Danmark var »hjemløs« og endte med at måtte sove på bænke.

Den 39-årige influencer Irina Draga kom til Danmark fra Ukraine som 10-årig.
Men starten i Danmark var bestemt ikke nem – og faktisk endte hun flere gange som hjemløs, afslører hun nu i sin nye bog 'Stærkere end stilheden'.

Bogen handler om tiden før, under og efter Irina Dragas skilsmisse forrige år fra dj'en Morten 'Faustix' Olsen.
Og her kommer afsløringen af realitystjernens tidligere hjemløshed i forbindelse med, at hun fortæller om igen at frygte at stå uden tag over hovedet, efter hun er gået fra sine to børns far og har sat deres fælles hjem til salg.
»Siden min turbulente ungdomsår, hvor jeg i en periode endte med at bo på gaden, har jeg gjort alt for at have styr på mit liv,« skriver Irina Draga.
»Jeg havde ingen idé om, at børnene og jeg ville komme til at være hjemløse i mere end fem måneder,« lyder det videre om, hvordan hun måtte flytte hjem til sin mor igen efter hussalget og skilsmissen.

Altså flytte hjem i selvsamme hus, hvor hun som ung boede med både sin mor og far, og før havde fået så meget nok, at hun stak af hjemmefra.
»Jeg havde før prøvet at være hjemløs. Dengang sov jeg på sofaer rundt omkring hos mine venner, og jeg havde også som ung overnattet på bænke på Østerport Station, indtil jeg til sidst gav op og flyttede tilbage til mine forældre,« fortæller Irina Draga nu i sin nye bog.
Det var da også en hård tid, da familien først kom til Danmark efter Ukraines selvstændighed, da hendes far fik et ph.d.-stipendiat på Aalborg Universitet, lyder det.
»Men tilværelsen blev noget helt andet end drømmene,« konstaterer Irina Draga nu.

Her beskriver hun, hvordan både hun og forældrene blev isolerede i Danmark, da de hverken kendte nogen eller talte sproget.
Samtidig oplevede hun, hvordan forældrene begyndte at skændtes mere og blev mere kritiserende overfor hende og fokuserede på, at deres dengang eneste barn skulle lykkes med både topkarakterer i skolen og medaljer som kunstskøjteløber.
Siden flyttede familien videre til København, hvor de fik lillesøsteren Victoria, mens Irina Draga begyndte i gymnasiet – og her blev det »for alvor rigtig slemt« med forholdet til forældrene og deres »umenneskeligt urealistiske krav«, lyder det fra Irina Draga.
Derfor oplevede hun altså ad flere omgang at være »hjemløs«, som hun kalder det, inden hun fyldte 25 år, når hun ikke kunne bo i sit danske ungdomshjem.