De fleste forældres værste mareridt udspillede sig i fredags for influenceren Victoria Lundager, da hun blev adskilt fra sin blot syv måneder gamle baby i toget fra København på vej mod Randers.

Efter den ubehagelige oplevelse har influenceren valgt at komme med en skarp kritik af DSB på sine sociale medier. Ifølge DSB er det svært at udtale sig om den konkrete situation, når Victoria Lundager ikke har sendt en formel klage til virksomheden.

Men lad os spole helt tilbage til start.

Den uheldige situation opstod, da Victoria Lundager i løbet af den lange togtur var nødsaget til at gå på toilettet og opdagede, at toilettet i hendes togvogn var ude af drift.

Heldigvis tilbød en fremmed kvinde at holde øje med hendes sovende barn, imens hun gik hen i en anden togvogn for at finde et toilet.

Men da Victoria Lundager ville vende tilbage til sin plads, var døren mellem togvognene pludselig låst.

»Jeg gik fuldstændig i panik, men jeg havde også en følelse af, at jeg var nødt til at holde hovedet koldt,« siger hun og fortsætter:

»Det nyttede ikke noget, hvis jeg gik fuldstændig bersærk og begyndte at råbe af folk eller trække i nødbremsen – som jo er det, man har lyst til at gøre.«

Victoria Lundager havde hverken sin babyalarm eller telefon med sig og skyndte sig derfor at lede efter noget personale, der kunne hjælpe hende – men de var angiveligt alle i den anden togvogn.

Derfor endte hun med at banke på hos lokomotivføreren, der i hendes optik ikke var særligt samarbejdsvillig.

Han fortalte hende, at toget ville ankomme til Skanderborg Station om ti minutter, hvor hun kunne løbe ud af toget og skifte vogn.

»Jeg fortalte ham, at jeg ikke kan vente ti minutter på at komme hen til min datter,« siger Victoria Lundager og fortsætter:

»Til sidst får jeg ham overtalt til at ringe noget af personalet op og spørge, om de vil lukke dørene op, hvor de svarer, at det vil tage for lang tid.«

Ifølge Victoria Lundager foreslog hun lokomotivføreren flere løsninger på den uheldige situation – herunder at fortælle den fremmede kvinde, at hun er på vej:

»Jeg spørger, om man kan sende en besked over højtaleren til kvinden om, at jeg er på vej, og at jeg er låst inde i den anden vogn. Det vil de ikke,« siger Victoria Lundager og fortsætter:

»Jeg fortalte dem også, hvor hun sad i toget, og spurgte, om de ville sige til hende, at jeg er på vej, hvis de ikke vil sige det over højtaleren. Det var en meget ukompliceret gerning, men ikke engang det var de villige til.«

Det endte derfor med, at Victoria Lundager på Skanderborg Station måtte løbe ud af toget for at komme hurtigst muligt hen til sin datter. Heldigvis havde hendes datter sovet igennem hele den uheldige situation.

»Jeg prøvede at rationalisere mig frem til, at det værste, der kunne ske, var, at min baby blev virkelig ked af det, og at der var en fremmed, der holdte hende. Det skulle hun nok overleve,« fortæller Victoria Lundager om den ubehagelige oplevelse, som hun kalder for de længste ti minutter af sit liv.

Synes du, at det var rimeligt at kræve, at man åbner dørene eller sender en meddelelse ud til resten af togets passagerer, når du »kun« skulle vente i ti minutter?

»Ja, det synes jeg er fair at bede om. For det er medmenneskeligt. Hvorfor skulle det være ubelejligt for nogen i toget at få den meddelelse?« siger hun og fortsætter:

»Jeg synes generelt, at vi har en tendens i samfundet til at føle, at vi ikke skylder hinanden noget, men jeg synes, at vi skylder, at hjælpe hinanden. Især når det handler om en syv måneder gammel baby.«

Der er jo nok nogle, der sidder derude og tænker: ‘Det er kun ti minutter – hvorfor gøre så stort et nummer ud af det?’ Hvad tænker du om det?

»Hvis man selv har børn, så forstår man, hvad det betyder at være væk fra sit barn og ikke vide, hvad der sker,« siger hun og fortsætter:

»Når man står der i uvished om, ens barn enten er fuldstændigt ulykkeligt eller ligger og sover. Det føles bare virkelig ubehageligt, fordi man gerne vil passe på sit barn.«

Efter den traumatiske togtur valgte Victoria Lundager derfor at dele den ubehagelige oplevelse med sine omtrent 29.000 følgere på Instagram. 

Hun fortæller samtidig, at opslaget er blevet set næsten en million gange – et opslag, som DSB selv har kommenteret på i løbet af weekenden. Du kan se DSBs kommentar på billedet:

På billedet ses Victoria Lundagers opslag samt DSB’s kommentar. B.T. har redigeret billedet, så det ikke fremgår, hvem der har liket eller kommenteret billedet udover DSB.
På billedet ses Victoria Lundagers opslag samt DSB’s kommentar. B.T. har redigeret billedet, så det ikke fremgår, hvem der har liket eller kommenteret billedet udover DSB. Foto: Instagram.

B.T. har forelagt Victoria Lundagers kritik til DSB. Her oplyser Charlotte Kjærulff, der er kundechef hos DSB, følgende:

»Jeg vil rigtig gerne bede Victoria om at henvende sig til os. Jeg ved, at vi har givet informationer om, hvordan hun kan komme i kontakt med os, for det kan være rigtig svært at udtale sig omkring, hvordan situationen har været for vores personale derude, når vi ikke ved, hvornår det er sket,« siger hun og fortsætter:

»Men jeg vil sige, at generelt set forsøger vi at hjælpe vores kunder bedst muligt ude i toget, og det ved jeg, at togpersonalet gør. Så derfor synes jeg næsten, at det vil være bedst, at hun henvender sig, så vi kan finde ud af, hvad der er sket.«