Julen står for døren - og snart dufter det igen af brunkager og gløgg. 

Det betyder samtidig, at det er blevet tid til at rykke indendørs og se julekalender aften efter aften i december. 

I år sender TV 2 fortsætteren til 'Valdes Jul', denne gang i den anden udgave kaldet 'Vintermiraklet'.

I fortsætteren træder Amalie Dollerup ind og overtager rollen som Valdes mor, der i 2023 blev spillet af Julie Agnete Vang, der måtte fratræde grundet graviditet. 

Faktisk er det ikke den 39-årige skuespillers julekalenderdebut, for allerede i 1996 medvirkede hun i TV 2-julekalenderen 'Krummernes Jul', hvor hun spillede Yrsa.

Om det har været en reel fordel, er hun dog usikker på. Det fortæller hun til B.T. på pressemødet til 'Valdes Jul: Vintermiraklet'. 

Snart kan du følge Amalie Dollerup hver aften i 24 dage, når 'Valdes Jul: Vintermiraklet' ruller over skærmen. 
Snart kan du følge Amalie Dollerup hver aften i 24 dage, når 'Valdes Jul: Vintermiraklet' ruller over skærmen.  Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

»Jeg ved ikke, om min rolle i Krummernes Jul har givet mig nogle fordele. Men jeg ved selvfølgelig, at det bliver stort, for en julekalender bliver set af mange.«

Alligevel kan det dog have påvirket hende en smule, at hun som 10-årig var på skærmen i løbet af december.

»Jeg havde ikke svært ved at sige ja, fordi jeg virkelig elsker julekalendere,« fortæller hun og tilføjer:

»Jeg ved ikke, om 'Krummernes Jul' var med til at gøre, at jeg sagde ja. Men jeg ved, at jeg altid har haft en forkærlighed for julekalendere. Så det var et univers, jeg gerne ville være med til at skabe for at give nogle gode historier i den ellers lidt mørke, triste tid.«

Netop derfor har et opkald om en julekalenderrolle været noget, skuespilleren har ventet på.

»Jeg har helt klart haft det som et ønske i mange år at være med i en julekalender igen,« fortæller hun og tilføjer: 

»Jeg har måske tænkt, at det skulle være som nisse eller et andet eventyrligt væsen. Men der er også nogen, der skal spille mor. Der var jeg så heldig.«