Den 1. april delte tidligere bagedystvinder Tobias Hamann og podcastvært Patricia Thyberg et opslag, hvor de afslører, at de skal være forældre. 

Men datoen kunne godt få flere til at tvivle på, hvorvidt det var sandt eller ej – blandt andet efter Patricia Thybergs far skrev, at 'det kunne I måske godt lige have fortalt, inden man skulle finde ud af det på Instagram. Bh svigerfar.' 

Men Tobias Hamann og Patricia Thyberg bekræfter til B.T., at nyheden er den ægte vare. 

»Opslaget var også lidt ment som en kommentar til alle de her 'fake news', der florerer – vi var sikre på, at alle dem, der kender os, godt ved, at det er en ægte nyhed,« siger Tobias Hamann til B.T. 

Han understreger, at parret ikke ville kunne finde på at joke med graviditet, men at folk selv må bestemme, hvorvidt de synes, det er okay eller ej. 

Patricia Thyberg griner også højt, da hun bliver spurgt ind til sin fars kommentar, der har fået flere på Instagram til at tro, at det var en aprilsnar. 

»Det er en virkelig tør joke. Jeg har lige talt med min mor, hvor jeg skældte ham lidt ud, fordi han mangler en blinkesmiley for at fortælle folk, at kommentaren er ment i sjov,« siger Patricia Thyberg. 

Hun understreger, at deres forældre var velinformerede som nogle af de første. 

Derudover er parret overvældet og taknemmelig for endelig at kunne dele den glædelige nyhed med omverdenen. 

»Jeg er meget taknemmelig for, at det kunne lykkes os. Vi er fyldt med taknemmelighed over situationen,« siger Tobias Hamann. 

Terminen er sat til begyndelsen af efteråret, og parret fortæller også, at selvom de ikke kender kønnet endnu, vil de gerne vide det, da »de er for nysgerrige til at lade være«. 

Til daglig arbejder 'Bagedysten'-stjernen Tobias Hamann som tv- og podcastvært, og Patrcia Thyberg er vært på podcasten 'Sportshjerte'.