Tv-vært Ibi Støving er søndag atter tilbage på danskernes tv-skærme.

Det er hun i et splinternyt program om noget så uvant som fodbold på gratiskanalen Pluto TV.

Det skriver Brøndby IF i en pressemeddelelse.

Programmet hedder 'Vores Brøndby' og er lavet i samarbejde med superligaklubben.

»At få lov til at være vært på 'Vores Brøndby' er helt ærligt en stor drøm, der går i opfyldelse. Samtalerne har været både nærværende og sjove,« siger Ibi Støving.

Selvom det ikke ligger lige til højrebenet, at Støving laver tv om fodbold, så giver valget af tv-darlingen alligevel god mening.

Ibi Støving har været gift med den tidligere Brøndby-profil Simon Makienok.
Ibi Støving har været gift med den tidligere Brøndby-profil Simon Makienok. Nils Meilvang

Hun er selverklæret fan af vestegnsklubben og har tilmed været gift med den tidligere Brøndby-bomber Simon Makienok fra 2014 til 2019.

I programmet sidder Støving sammen med et fast panel af Brøndby-ikonerne Daniel Wass, Søren Colding og Dan Anton Johansen.

Programmets første gæst er søndag John 'Faxe' Jensen.