Selvom den tidligere tv-vært ikke leder efter en fast partner, har hun alligevel den bedste alder til dating.

Alderen 51 åbner nemlig stort set alle døre for Ibi Støving. Det siger hun selv, da B.T. møder hende til Danish Beauty Awards fredag.

»Jeg er i den bedste alder, kan man sige. Fordi jeg kan både flirte med bedstefaren, sønnen og barnebarnet,« siger den tidligere tv-vært grinende og understreger det mest er en joke.

Og selvom hun ikke just er på kærestejagt, sætter hun en aldersgrænse på, hvor ung en fyr må være.

»27 år er det yngste jeg vil gå med til. Frontallapperne må gerne være groet sammen,« lyder det fra Ibi Støving.

Dog er der ikke meget plads til romance i Støvings propfyldte kalender, eftersom hun har lagt tv-værtsrollen på hylden og har kastet sig over en ny retning.

Tilbage i februar var hun nemlig tilbage på skolebænken, da hun startede på den danske filmskole. Her tager hun et kursus i 'episode-forfatter', som varer fire måneder.

»Der er ikke tid til en kæreste, fordi med alt det jeg går og laver, er der ikke tid til at min energi går til det,« siger hun til B.T., og understreger at hun ikke leder efter en partner.

Ibi Støving har dyrket solotilværelsen i et godt stykke tid nu.

Hun har nemlig tidligere fortalt, at hun ikke har haft fast kæreste siden skilsmissen men fodboldspilleren Simon Makienok, som hun har et barn med.