Man er vant til at se hende fuld af overskud på dansegulvet – ikke mindst i 'Vild med dans'.
Nu kommer man pludselig til at kunne opleve Karina Frimodt i tårer.
Det sker i den nye sæson af TV 2s kendisprogram 'Shaolin', hvor den 46-årige danser i første afsnit, der bliver sendt mandag, begynder at græde af frustration over sin egen kræsenhed.
Karina Frimodt har siden barndommen undgået grøntsager og frugt og hovedsageligt holdt sig til kød.

I 'Shaolin', der er optaget i et munketempel i Sydkorea, skal Karina Frimodt og otte andre kendte danskere igennem et hårdt træningsprogram.
I første afsnit taler en af instruktørerne om vigtigheden af ikke at lade sig styre af sine vaner, hvilket får Karina Frimodt til at bryde ud i tårer – ikke mindst da det senere går op for hende, at de kun får serveret ris til aftensmad.
»Jeg var virkelig presset de første par dage. Jeg var nervøs for, om jeg fik nok at spise,« fortæller Karina Frimodt til B.T. om oplevelsen, der blev filmet i sensommeren sidste år.
»Jeg har altid været kræsen. Altid spist meget usundt og meget kød, ris og pasta. Og der var intet kød og heller ikke noget brød. Så jeg blev ikke mæt af ris,« forklarer Karina Frimodt og fortsætter:

»Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville blive et problem. Jeg havde tænkt at jeg kunne klare den på ris og brød, men så var det bare så varmt og virkelig hård træning.«
Karina Frimodt har igennem livet som professionel danser altid været i fysisk god form.
I den forbindelse har hendes kræsenhed aldrig været en udfordring.
»Min krop har jo aldrig været vant til andet,« smiler hun og tilføjer, at det mest er når hun er ude og spise, at det kan fylde noget.
»Så synes jeg, det er møgirriterende, at jeg ikke kan tømme tallerkenen ligesom alle andre. Jeg tager det, jeg godt kan lide og prøver så ikke at snakke mere om det.«
Hun tilføjer:
»Og så er der jo næsten altid brød, kød og sovs – og pomfritter. Så jeg har altid kunne klare mig.«
Hvad har dine 'Vild med dans'-partnere sagt til det?

»De har bare tænkt, at jeg var kræsen. Der har jo altid været noget, jeg kunne lide. Det eneste har været bananer, hvor jeg altid beder dem om at advare mig, hvis de spiser en banan – for så skal jeg helst ikke være der.«
Bananer?
»Jeg har en helt fobi for bananer. Jeg blev presset til at spise bananer i børnehaven, og så har det udviklet sig.«
Som man ser i første afsnit af 'Shaolin', får Karina Frimodt især en trøstende skulder af Thomas Bo Larsen.

Hun takker generelt alle sine med-deltagere for at støtte hende, og har derudover oplevet, at hendes forhold til mad har ændret sig efter turen til Sydkorea.
»Jeg har fx lige været ude og rejse, hvor jeg fik serveret forskellige ting, som jeg normalt bare ville skubbe til side. Nu havde jeg lyst til at smage på det og spiste også noget af det op. Det ser jeg virkelig som en kæmpe sejr.«
Karina Frimodt havde aldrig set sin kræsenhed som en svaghed, før hun stod midt i optagelserne af 'Shaolin'.
I dag har hun det fint med at skulle om det hele.
»Der er sket nogle ting for mig på den her tur, som har været virkelig fedt efter 40 år. Jeg håber, at andre måske kan tænke i samme baner.«