I TV 2-programmet 'Forræder' har det spidset til op til fredagens finale.

Det har undervejs skabt gnister mellem ikke mindst deltagerne Susan Astani og Noah Kanber – men meget er anderledes i dag på den anden side af programmet.

»Der var intet personligt, Noah er bare en drama queen, og jeg troede, vi spillede et spil, for Noah angriber alle de andre, men når jeg så går efter hende, så bryder helvede løs,« lyder det fra Susan Astani med et grin til B.T.

For efter programmet har hun fået et nyt syn på Noah Kanber.

»Nu tænker jeg, at det var en del af hendes taktik, så andre ikke turde stemme på hende eller nævne hende,« forklarer Susan Astani. 

»Noah var dygtig til at manipulere de andre loyale, så jeg ikke havde nogen chance til at banke fornuft i dem – så stor respekt,« lyder det med et grin.

34-årige Noah Umur Kanber er kunstner og deltager i den seneste sæson af underholdningsprogrammet 'Forræder' på TV 2. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Susan Astani vil dog heller ikke i dag efter 'Forræder' kalde hende og Noah Kanber for »perlevenner«.

»Men jeg synes, hun er en spændende person, og jeg har faktisk snakket med hende og spurgt hende til råds, for jeg vil gerne have lavet en buste af Christian,« røber slotsejeren.

Hun og ægtemanden Christian Kjær ejer nemlig en buste af hans far, overkirurg Tage Kjær – først én, de mistede i en brand på Venø og dernæst den, de efterfølgende fik foræret fra Bispebjerg Hospital.

»Så nu vil jeg gerne have lavet en buste af Christian,« forklarer Susan Astani.

Susan Astani og tidligere kammerherre Christian Kjær til Dronning Margrethes 70-års fødselsdag med gallaforestilling på Det Kongelige Teater. Foto: Casper Christoffersen/Ritzau Scanpix

»Så jeg har spurgt Noah, om hun ville hjælpe med den eller lave den, og vi har også snakket lidt pris frem og tilbage, men jeg har ikke haft tid til at følge op på det,« fortæller hun.

Susan Astani indrømmer dog også gerne, at det ikke er fordi, hun er helt skarp på Noah Kanbers kunst.

»Men hvis hun kan lave en helt perfekt buste, så vil jeg gerne støtte hende i hendes kunstkarriere,« fortæller Susan Astani.

Noah Kanber har tidligere fortalt åbent om, hvordan hun er blevet lagt ned af hadbeskeder efter sin deltagelse i 'Forræder'. Læs mere om det HER.