Silkeborg Bibliotek troede, at det ville løbe fint rundt, da der blev brugt 25.800 på at hyre Bonderøven, der er kendt fra DR, til et halvanden time langt foredrag. 

Men det viste sig at være et fejlskud, skriver TV2 Østjylland

Biblioteket skulle sælge 200 billetter til 125 kroner for at få arrangementet til at løbe rundt økonomisk.

Men få dage før foredraget havde kun 20 personer købt billet.

»Det er et fejlskud, når der ikke kommer så mange,« siger Lars Bjørnæs, der er bibliotekschef, til mediet. 

De 20 betalende fik pengene betalt tilbage, og i stedet blev billetterne givet væk gratis til 110 tilskuere, der ville høre Bonderøven med det borgerlige navn Frank Erichsen holde oplæg, sålænge det var gratis. 

Lars Bjørnæs kalder det for »træls«, at billetterne måtte gives gratis væk.

Det er siden 2008 og frem til 2021, at først DR2 og siden DR1 viste programmet Bonderøvn med Frank Erichsen som hovedperson.

Siden har programmet skiftet navn til 'Frank og Kastaniegården'.