Da Leo Nielsen gik bort i februar, var det i den grad tydeligt, at spillemanden havde en stor stjerne hos danskerne.
Ikke nok med kondolencer fra nær og fjern af danskerne, så fik Leo og hans enke Sussi også en helt særlig hilsen fra landets statsminister.
I et længere Instagram-opslag skrev Mette Frederiksen:
'Tak for festen. I nat er Leo Nielsen sovet stille ind. Sammen med sit livs kærlighed, Sussi, har han i årtier spillet op til fest og dans. I Skagen og til koncerter landet over. En helt særlig duo.'
'Aldrig bange for at gøre tingene på deres egen måde. Hans kærlighed til musikken og vildskab på scenen har bragt glæde, farver og fest til mange danskere. Mine varmeste tanker til Sussi. Må du hvile i fred, Leo,' skrev hun.
Men om Leo ville være blevet glad for den opmærksomhed fra statsministeren, er Sussi ikke helt sikker på.
I sin nye bog 'Jeg er Sussi' fortæller hun, at Leo Nielsen faktisk var sur på Mette Frederiksen.
»Leo var sur på Mette Frederiksen på grund af minksagen. Alle de stakkels dyr, der blev slået ihjel, uden at sagen var undersøgt ordentligt. Og hun blev valgt igen. 'Politik er noget møg', sagde han.
Og derfor var det da også lidt sjovt for Sussi at se, at Mette Frederiksen valgte at hylde hendes afdøde mand.
»Samme Mette Frederiksen hyldede Leo på Instagram, da han døde. Jeg ved ikke, hvad Leo ville have sagt til det, men jeg syntes, at det var stort. Samtidig skal det da ikke undre mig, om hun har tænkt, at hun kunne opnå noget med det.«