Han er bedst kendt for sin positive børnerolle som Hr. Skæg på DR Ramasjang.
Men lørdag var det en noget mere alvorlig Mikkel Lomborg, der dukkede op til en demonstration for Grønland.
I et videointerview med Land og By TV, der er udgivet på Instagram, kalder skuespilleren – i kølvandet på udmeldinger om at ville overtage Grønland – USAs præsident, Donald Trump, for en »kæmpe idiot«.
Samtidig lægger han ikke skjul på, hvad han håber, der sker for Trump:
»Jeg håber, Donald Trump får en blodprop, og at hans kabinet også får blodpropper indenfor de næste 24 timer. Eller at han trækker følehornene til sig og finder ud af, at der er noget andet, der er mere spændende,« siger han til Land og By TV.
Mikkel Lomborg fortæller videre, at han deltager i demonstrationen for at stå sammen mod Donald Trump og for at støtte Grønland.
Samtidig udtrykker han et ønske om, at Grønland får mulighed for at opnå selvstændighed i sit eget tempo.
I videoen falder snakken ikke kun på Grønland, for Lomborg nævner også, at han ønsker, at den dømte sexforbryder Jeffrey Epsteins filer bliver offentliggjort.
Faktisk lyder det fra skuespilleren, at han håber, at folk så vil kunne se, at Trump støtter en pædofil, og derfor selv havner i fængsel.
Videoen, der på nuværende tidspunkt er set mere end 400.000 gange, har udløst en række rosende kommentarer på Instagram.
'Når verdens venligste mand, siger sådan, så ved man den er helt gal. Hvis man altså ikke allerede kan se det åbenlyse.'
'Ikon i barndommen, ikon i voksenlivet.'
'Bedst som man troede, at Mikkel Lomborg ikke kunne være mere fantastisk.'
B.T. var også til stede ved demonstrationen, hvor der var stærke reaktioner. Det kan du se HER.

