Det er ikke bare første, anden eller tredje, men fjerde gang, at 61-årige Kristian von Hornsleth mister kørekortet.
Det slog Københavns Byret fast torsdag. I et af forholdene havde kunstneren været tæt på at køre vanvidskørsel, da han havde kørt 94 kilometer i timen i en byzone.
I et interview med Radio IIII fredag morgen begrunder han sig kørsel med, at »fart er en poetisk tilstand«.
»Jeg forstår godt, at det er farligt, åndssvagt og irrationelt. Men vi har det alle sammen i os. Jeg håber også, at du har det sådan, når du slipper dig fri i en eller anden kontekst,« svarer han intervieweren og fortsætter:
»Jeg ved ikke, om du har prøvet at køre 250 kilometer i timen? Når du nærmer dig de 300, så blender du sammen med en større bevidsthed. Der er noget smukt ved det på en eller anden pervers måde.«
Jeg ved ikke, hvordan du som kunstner forholder dig til statistik, men ifølge Rådet for Sikker Trafik er høj fart skyld i en tredjedel af alle ulykker. Hvad er det poetiske i at udsætte andres liv for fare?
»Jamen, det ved jeg ikke, vi kan også bombe 50.000 mennesker i Gaza eller slå folk ihjel i Ukraine. Det er farligt at leve,« svarer kunstneren.
På spørgsmålet om, hvorvidt en del af ham trods alt tvivler på, om det er en god idé at få kørekort igen, svarer kunstneren: »Overhovedet ikke.«
Hornsleth fik torsdag frakendt kørekortet i et år og er blevet idømt en bøde på 3200 kroner.
Ifølge Se & Hør blev han dømt for tre gange at have trådt for hårdt på speederen i de københavnske gader i løbet af en periode på lidt over to måneder.
I et af tilfældene kørte han 94 kilometer i timen i en zone, hvor hastighedsgrænsen er på 50 kilometer i timen.
Det var i øvrigt et kørekort, som han generhvervede sig i 2023, efter at han havde fået taget det for tredje gang.
Tidligere har Kristian von Hornsleth fået beslaglagt en Porsche, efter at han havde kørt 330 kilometer i timen på Roskildevejen.
