For fire måneder siden satte Anders Breinholt sit bornholmske sommerhus til salg.

Dengang forklarede ejendomsmægleren, at bare muligheden for at købe huset var »et mirakel« – men nu har tv-værten trukket det sjældne sommerhus af markedet igen.

»Vi havde sat vores sommerhus til salg, men det er så taget af igen, fordi vi havde fundet et andet længere nede af vejen, og det var det, vi ville have. Men det blev desværre solgt til nogle andre,« forklarer Anders Breinholt.

Derfor beholder han og hustruen Line Breinholt altså alligevel deres 71 kvadratmeters sommerhusidyl nede ved havet og klipperne i Bølshavn nær Svaneke.

B.T. møder Anders Breinholt til pressedag i studiet på hans nye talkshow 'Breinholts'. Foto: Lykke Buhl.

»Vi gad ikke at sige, at det kun var til salg, hvis vi kunne købe det andet, men det var det, det var: Vores er kun til salg, hvis vi kan få det andet. Hvis vi ikke kan få det andet, så beholder vi det her,« forklarer Anders Breinholt.

Sommerhusets prisskilt på 4,5 millioner kroner var der ellers flere mulige købere, der bed på.

»Der var flere, der var interesserede i vores sommerhus. Men vi satte det til salg i december, hvor der var alt det her skatte-noget, jeg ikke har forstand på, men der var nogle fordele ved, hvis man havde købt og solgt inden 31/12, der var noget skatterabat at hente, men altså, hvem fanden køber sommerhus i december og januar?« lyder det med et grin fra tv-værten.

Anders Breinholt forsikrer da også, at han og familien ikke er alt for kede af, at de nu må 'nøjes' med at beholde det sommerhus, de har ejet de sidste to år.

Det gamle sommerhus bliver da også flittigt brugt som fristed af den bornholmerglade tv-vært.

B.T. møder Anders Breinholt til pressedag på hans nye satiriske talkshow 'Breinholts', og så snart der er pause i optagelserne, smutter tv-værten derned igen.

»Vi er vildt glade for det, og jeg skal derover i påsken,« forklarer Anders Breinholt og samler fingrene til en hurtig meditation. 

'Breinholts' får premiere 2. april på TV3 og Viaplay.