Han hittede som ejendomsmægleren Jeppe K, det seksualitetsforvirrede postbud Torben Svendesen og som en af de to klubgiganter 'Kongerne af Næstved'.
Men nu begraver Magnus Millang forestillingen om at kunne vende tilbage med en ny sæson af den gedigne sketchsucces 'Danish Dynamite'.
»Jeg har gjort det, og det er tid til, at det er nogle andre end mig, der gør det. Hvis jeg lavede det igen, ville det være reproduktion af mig og de ting, jeg laver. Jeg tror ikke, det ville blive lige så godt.
Sådan fortæller Magnus Millang, da B.T. møder ham under et pressemøde for TV 2's nye seriedrama 'Familier som vores', som Millang spiller en ledende rolle i.
Selvom Millang selv har efterladt 'Danish Dynamite' i fortiden, så håber han, at der er nogen, der vil bære faklen videre for ham og succesmakkeren Martin Høgsted.
Synes du, der mangler noget lignende?
»Ja, det synes jeg. Jeg mangler, at der er nogen, der sætter sig ned og laver et reelt sketchshow.«
Han fortsætter:
»Der er kommet meget kort vej fra idé til at udkomme på grund af sociale medier, og det er også meget sjovt. Men jeg mangler, at der er nogen, der gider bruge tre måneder på at skrive, tre måneder på at filme og tre måneder på at klippe.«
Efter 'Danish Dynamite' har danskerne kunne opleve en mere alvorlig side af den 43-årige skuespiller og instruktør.
Han har blandt andet medvirket i den Oscar-vindende Thomas Vinterberg-film 'Druk' og nu altså også seriesatsningen 'Familier som vores', hvor han har skulle vriste de satiriske og humoristiske tendenser af sig og omstille sig til en helt ny genre.
Men faktisk er der kortere vej, end man tror, fra den kokainsniffende jetsetmægler Jeppe K. til skolelæreren Nikolaj i 'Druk'.
»Jeg synes ikke, der er så langt fra at tage det komiske i en karakter over i det mere dramatiske. Det handler også i høj grad om at lave noget, der er troværdigt i det hele taget. Også i comedy. Fordi så føler jeg, det bliver endnu sjovere,« forklarer Magnus Millang.
Magnus Millang kan ses i 'Familier som vores' på TV 2 og TV 2 Play fra 20. oktober.