David Jarsbo har i dag tabt i retten til sin ekskæreste Sille Nimholm.

Det betyder, at han nu skal dele den pengepræmie, han vandt, da han smed kuglen i den såkaldte 'troskabstest' i realityprogrammet 'Paradise Hotel', med hende.

Det oplyser retten i Aarhus til B.T.

»Thi kendes for ret, at David Jarsbo til Sille Nimholm skal betale 107.500 kroner med tillæg af procesrente fra d. 26. april 2022,« lyder dommen.

David Jarsbo skal desuden også betale sagens omkostninger.

Sille Nimholm får dog stadig ikke så mange penge, som hun havde håbet på - nemlig halvdelen af de 500.000 kroner.

Hun får i stedet omtrent halvdelen af det beløb, der er tilbage, efter David Jarsbo har betalt skat af pengepræmien, altså 107.500 kroner inklusiv renterne.

Fra rygende uvenner til kærester - til rygende uvenner igen
David Jarsbo og Sille Nimholm vandt sammen som partnere realityprogrammet 'Paradise Hotel' tilbage i efteråret 2021.

Men i den famøse efterfølgende troskabstest valgte David Jarsbo at smide kuglen, således at han selv kunne beholde pengepræmien på 500.000 kroner.

David Jarsbo smed til allersidst kuglen i den famøse troskabstest i 'Paradise Hotel'-finalen tilbage i efteråret 2021. Dermed kunne han beholde hele præmien på 500.000 kroner selv, hvilket Sille Nimholm reagerede på ved at kaste sin kugle efter partneren og kalde ham 'syg i hovedet'. Foto: Nent
David Jarsbo smed til allersidst kuglen i den famøse troskabstest i 'Paradise Hotel'-finalen tilbage i efteråret 2021. Dermed kunne han beholde hele præmien på 500.000 kroner selv, hvilket Sille Nimholm reagerede på ved at kaste sin kugle efter partneren og kalde ham 'syg i hovedet'. Foto: Nent

Det reagerede Sille Nimholm i finalen på ved at kaste sin kugle efter partneren og kalde ham 'syg i hovedet'.

Men hjemme i Danmark fortsatte parret alligevel deres flirt og endte som kærester. De flyttede tilmed sammen i Aarhus.

Derfor lovede David Jarsbo, at han alligevel ville dele pengene med Sille Nimholm.

Men i december 2021 slog parret op, og beskyldningerne om et dårligt forhold fløj frem og tilbage – ikke mindst offentligt i medierne – og David Jarsbo trak tilbuddet om at dele pengepræmien tilbage.

Men Sille Nimholm ville ikke give op på de penge, hun var blevet lovet, så hun skaffede sig en advokat til at få bekræftet eksparrets mundtlige aftale som bindende.

Men til retsmæglingen med parternes advokater i september 2022 endte det ikke i noget kompromis om, hvor mange penge det i så fald skulle dreje sig om.

Nu er sagen så blevet afgjort ved civilretten i Aarhus, og her har Sille Nimholm fået rettens ord for, at David Jarsbo skal dele pengene som lovet med hende.

B.T. forsøger fortsat at få en kommentar fra de involverede parter og deres advokater.