De har delt et liv på landevejen og på scenen – og snart er det slut.
Keld og Hilda Heick fylder begge 80 år i 2026, og den runde fødselsdag markerer også afslutningen på karrieren.
»Hilda har altid sagt, lige fra hun startede sammen med mig: 'Når jeg bliver 80, så vil jeg ikke stå på en scene mere,' siger Keld Heick til B.T. på den røde løber til premieren på Skønheden og Udyret.
»Jeg tog beslutningen, og han er kommet med på den,« tilføjer Hilda Heick med et smil.
De to dansktopikoner har stadig lidt tid tilbage, før det sidste vers er sunget. Men de ved godt, at det bliver svært at sige farvel 6. februar, hvor de spiller deres sidste koncert.
«Det bliver en hård én at komme ind til«, siger Keld.
»Ja, det gør det. Det er jeg sikker på. For så ved vi, at nu er det endelig slut«, supplerer Hilda.
Parret har allerede mærket, hvordan afskeden kryber ind under huden, da de for få uger siden optrådte i Tivoli i København:
»Der var et kæmpe publikum, og da vi kom ind, kunne jeg godt mærke, at det trækker op til regnvejr – på den følelsesmæssige måde. Man bliver rørt. Og det bliver vi selvfølgelig også de sidste aftener, hvor vi ved, at nu er det ved at være sidste udkald«, siger Hilda.
Men er det virkelig endegyldigt slut?
»Vi ved, at der vil være tidspunkter, hvor vi vil fortryde det og sige, at vi savner det, men hvis vi kommer tilbage, skal det virkelig være rigtig. Måske noget velgørende eller noget større, hvor man kan sige, at det nytter noget,« siger Hilda Heick og tilføjer:
»Ellers må vi se… måske er vi så gamle og rustne i stemmerne, at vi bare bliver hjemme,« griner hun.
Parret glæder sig i stedet over alt det de har opnået:
»Så hvis vi bare får 10 gode år, som vi siger – hvor vi er mobile og kan nogle ting – så skal vi være glade. Vi kan ikke forlange mere,« fortæller Hilda.
Keld Heick tilføjer med et glimt i øjet:
»Ej, vi har ikke noget til gode.«
