Hilda Heicks 5000 følgere på Instagram kunne lørdag se et noget usædvanligt opslag.

Opslaget bestod af et lidt gebrokkent dansk og en blåstempling af kryptovalutaen bitcoin fra den 76-årige sangerinde.

Også kendte danskere som Peter Ingemann og Lasse Rimmer lagde screenshots op af samtaler mellem dem og Hilda Heicks profil på Instagram.

Samtalerne havde forskellig karakter. Peter Ingemann blev spurgt om, han ikke ville investere nogle penge i Bitcoins, mens Lasse Rimmer blev bedt om at stemme på Hilda Heick i en konkurrence om en ambassadørplads.

I alt har Hilda Heick fået henvendelser fra over halvtreds mennesker, der har modtaget beskeder fra hendes profil.

»Jeg er blevet hacket, og det er virkelig ikke sjovt,« siger Hilda Heick mandag formiddag til B.T.

Hun har meldt hackingen til Instagram og venter nu i spænding på at høre, om, og i så fald hvornår, hun kan få kontoen tilbage.

»Jeg vil tilbage til Instagram. Jeg har så mange, jeg skriver med, og jeg elsker at se, hvad folk laver,« siger hun.

Imidlertid har hun oprettet en ny konto. Men med 30 følgere mod de 5000 på den hackede konto vil hun altså gerne have den gamle tilbage.

Hvordan hun er blevet hacket forekommer ikke Hilda Heick 100 procent sikkert.

»Jeg er ikke selv så kvik til sådan noget.«

Og dog, for når man spørger Hilda Heick ind til hændelsen, husker hun én episode, som måske kunne være skyld i hackerangrebet.

»Det var en, der skrev til mig, med det samme navn som en veninde. Vedkommende bad mig om hjælp til at stemme på hende i en konkurrence. Og jeg ville jo gerne hjælpe, så det link klikkede jeg på.«

Hilda Heicks største bekymring er, at nogle lader sig snyde af hackeren bag angrebet.

»Jeg håber ikke, at nogen hopper på den. Man skal ikke klikke på noget, man ikke ved, hvad er,« råder hun andre til.