Paprika Steen holder sine fremtidskort tæt, tæt ind til kroppen.

Her er de få ting, skuespilleren og instruktøren afslører, da B.T. møder hende på den røde løber i forbindelse på premieren af filmen 'Hjem'.

Inden for de nærmeste par år håber hun at kunne lave en ny film – som hun selv instruerer.

»Og så ligger nogle ting jeg skal lave, som jeg ikke må snakke om. Er det ikke kedeligt?« spørger Paprika Steen.

»Det er både noget film og noget tv, og jeg må ikke sige noget. For en gangs skyld. Jeg kan ikke sige så meget om det, andet end at det er noget sjovt og … noget også lidt sjovt.«

Lidt mere vil hun gerne sige om den film, hun selv gerne vil instruere. 

Hun er således i øjeblikket ved at udvikle den med en manuskriptforfatter, og så skal der også søges støtte til den.

Om handlingen lyder det:

»Den er meget flydende lige nu. Det er noget med familie og skilsmisser og blandede børn,« siger Paprika Steen.

Hvis alt går efter planen, håber hun på en premieredato om cirka to år.