Helle Thorning-Schmidt hjælper for tiden Socialdemokratiet med at føre kommunalvalgkamp.
Ét af valgets mest diskuterede emner har Danmarks tidligere statsminister dog ikke lyst til at blande sig i.
Da Helle Thorning-Schmidt i 2012 var statsminister, forsøgte hun forgæves at indføre en betalingsring rundt om København.
Dengang medførte det blandt andet en debat om parkering – og et afslag fra Helle Thorning-Schmidt om at lade de omkringliggende kommuner hæve parkeringspriserne.
Nu er parkering igen kommet på den politiske dagsorden.
I forbindelse med det forestående kommunalvalg diskuteres der, om der er for få parkeringspladser i København.

Blandt andet kunne man forleden se Socialdemokratiets borgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil deltage i en såkaldt 'kridtaktion' for flere parkeringspladser i hovedstaden.
Selvom det er ti år siden, at Helle Thorning-Schmidt stoppede som statsminister, hjælper hun stadig Socialdemokratiet med at komme til magten.
Da B.T. fredag aften møder Helle Thorning-Schmidt på den røde løber til Elle Awards, fortæller hun, at hun blandt andet har været i Aarhus og bakke op om byens socialdemokratiske borgmester Anders Winnerskjold.
»Jeg er meget optaget af kommunalvalgkampen og skal til Brøndby i morgen og hjælpe borgmesteren (Maja Højgaard fra Socialdemokratiet, red.),« fortæller hun videre.

Da B.T. spørger Helle Thorning-Schmidt, hvad hendes holdning er til den aktuelle parkeringsdebat, svarer hun dog helt kort:
»Jeg tror ikke, jeg vil gå ind i den diskussion. Det er en meget lokal københavnsk-diskussion, som jeg vil holde mig fra i aften.«
Siden Helle Thorning-Schmidt trådte ud af Folketinget, har hun været global direktør for Red Barnet og forperson i Facebooks globale tilsynsråd.
I dag holder hun foredrag og laver bestyrelsesarbejde rundt om i verden.
