Det er efterhånden et årti siden, at Helle Thorning-Schmidt gik ud af politik.

Men det betyder ikke, at landets tidligere statsminister ikke stadig hjælper til hos sit gamle parti Socialdemokratiet – ikke mindst nu i den igangværende valgkamp.

B.T. møder Helle Thorning-Schmidt til onsdagens gallapremiere på 'Det nye år' i Imperial.
B.T. møder Helle Thorning-Schmidt til onsdagens gallapremiere på 'Det nye år' i Imperial. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Det afslører Helle Thorning-Schmidt, da B.T. møder hende i Imperial onsdag til gallapremieren på hendes mangeårige veninde Paprika Steens nye film 'Det nye år'.

»Jeg var i Aarhus sidste uge for at hjælpe borgmesteren derovre, jeg lavede et arrangement sammen med ham, og jeg kommer også til at lave lidt for andre kandidater,« røber Helle Thorning-Schmidt.

I et opslag på Instagram har Aarhus' socialdemokratiske borgmester, Anders Winnerskjold, da også sagt »tusind tak til Helle Thorning-Schmidt« for fredagens besøg.

»Din støtte betyder meget,« skrev han til et billede fra arrangementet, der var en talk mellem de to i Musikhuset med Akavet Emma som moderator.

Borgmester i Aarhus, Anders Winnerskjold fra Socialdemokratiet, deler blandt andet roser ud på Strøget og holder talk med Helle Thorning-Schmidt som en del af sin valgkamp.
Borgmester i Aarhus, Anders Winnerskjold fra Socialdemokratiet, deler blandt andet roser ud på Strøget og holder talk med Helle Thorning-Schmidt som en del af sin valgkamp. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Helle Thorning-Schmidt forsikrer da også om, at hun følger nøje med i kommunal- og regionalvalgskampen frem til valget 18. november.

»Ja, det optager mig rigtig meget! Jeg kigger på, hvad der sker,« forklarer hun.

Ved du præcis, hvor du skal sætte dit kryds?

»Det gør jeg!« slår Helle Thorning-Schmidt fast, dog uden at uddybe nærmere, hvem der får hendes stemme.

Helle Thorning-Schmidt var Danmarks første kvindelige statsminister fra 2011 til 2015, og var i mange år partiformand for Socialdemokratiet.
Helle Thorning-Schmidt var Danmarks første kvindelige statsminister fra 2011 til 2015, og var i mange år partiformand for Socialdemokratiet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hvad betyder noget for dig, når du skal sætte dit kryds?

»Det samme som alle andre. At vi har nogle gode kommunalpolitikere, som ved, hvad vi er optaget af, og det er jo sundhed, det er ældrepleje, og det er børnene, der skal passes og gå i skole.«

Helle Thorning-Schmidt var Danmarks første kvindelige statsminister fra 2011 til 2015, og var i mange år partiformand for Socialdemokratiet.

Efterfølgende var hun næstformand i Folketingets Præsidium, indtil hun i 2016 blev global direktør for Red Barnet og siden forperson i Facebooks globale tilsynsråd.

I dag holder hun foredrag og laver bestyrelsesarbejde rundt om i verden.