Han ved ikke, præcis hvor mange måneder han har tilbage. Men han ved, det ikke er mange.
Jesper Deins eget estimat lyder på 11-12 måneder, hvis alt går vel, og i værste fald fire til fem måneder.
Derfor har den kræftramte radiovært også helt styr på, hvad der skal ske, når han har sagt farvel til livet.
Det fortæller han i DR-podcasten 'Ditlev & Døden'.
Han ved, at han skal bisættes fra Brønshøj Kirke. Og præsten skal være den samme som dengang, Jesper Dein mistede sin søn Anton ved fødslen i 1998.
Gravstenen skal være magen til den, Anton har, og urnen skal stå ved siden af sønnens på familiegravstedet.
Derudover ved han, at der skal synges nogle salmer. Måske 'Du kom med alt det, der var dig' af Jens Rosendahl.
Og så har han spurgt Kashmir-forsangeren, Kasper Eistrup, om han vil spille en akustisk udgave af bandets nummer 'Make It Grand'.
Men han har ikke de store planer for, hvad der skal ske efter bisættelsen.
»Der sker ikke så meget. Engang håbede jeg, at jeg ville møde min morfar Helge og min hund Paw, at han ville komme løbende imod mig. At jeg ville møde Anton. Men det gør jeg faktisk ikke mere,« siger Jesper Dein.
Jesper Dein var i mange år vært på 'Kulturen' på P1 samt speaker på kendte DR-programmer som 'Løvens hule' og 'Sara og Monopolet'.
Den kendte radiovært blev diagnosticeret med kræft for ti år siden.
Kræften startede i nyren, hvorefter den spredte sig til leveren og sidenhen til hjernen.
