Den politiske redaktør fra TV 2, Hans Redder, har mistet sin fireårige søn.
I et opslag på Instagram med billede af sønnen sammen med sin far, skriver journalisten, at sønnens hjerte gik i stå i mandags.
Han fortæller yderligere, hvor stolt og glad han har været for at være sin søns far og se ham være en god bror for Hans Redders og konens andet barn.
B.T. har fået lov til at referere fra opslaget gennem TV 2's kommunikationsafdeling.
'I fire år har han været verdens sødeste, sjoveste, frækkeste, mest omsorgsfulde, kærlige lillebror og søn,' lyder det.
'Intet gør mig mere stolt end at være far til ham og Ellen (parrets datter red.)'.
Til B.T. har nyhedsredaktør Ulla Pors bekræftet det tragiske tab:
'Jeg kan bekræfte, at Hans Redder og hans familie pludseligt har mistet deres 4-årige søn Viggo, der fik hjertestop i mandags. Alle tanker går til familien. Hverken Hans Redder eller TV 2 har yderligere kommentarer. Vi beder om ro til familien,' lyder det.
Hans Redder er gift med konen Emilie.
Foruden sønnen har de sammen en datter fra 2017.
