Hvad der i sidste uge skulle have været en hyggelig skitur med familien endte som et mareridt for Anne Gadegaard.
I et opslag på Instagram skriver den gravide sangerinde, at hun blev påkørt af en skiløber i meget høj fart.
»Jeg stod ikke engang et sted, hvor jeg var 'udsat'. Tværtimod et sted, hvor man kan sidde og slappe af, og kigge på de andre stå på ski. Men hende her havde bare så høj fart på, at hun ikke kunne bremse, så det gik udover mig,« lyder det i opslaget.
Anne Gadegaard skriver videre, at hun kom slemt til skade med både ryg og nakke.
Alligevel var det noget helt andet, der fyldte i hendes tanker, da hun lå i ambulancen.
»Jeg tænkte kun på, om der var sket noget med min lille baby i maven, da jeg ikke kunne mærke hende sparke. Jeg var så bange på vej ind mod hospitalet, og jeg havde de mest forfærdelige tanker om, hvad der nu skulle ske,« skriver hun.
Heldigvis var der gode nyheder, da hun blev undersøgt på hospitalet
For her kom der hurtigt hjertelyd, forklarer Anne Gadegaard, som efter planen bliver mor til to til april.
»Det var først her, at jeg stoppede med at græde af lettelse over at kunne høre liv,« skriver sangerinden.
Yderligere undersøgelser viste, at Anne Gadegaard ikke havde brækket noget i forbindelse med ulykken, og at babyen i maven også har det godt.
