Sara Eckhardt fandt ikke kærligheden i Gift ved første blik.

Men halvandet år efter mødet med Rasmus Glasdam i DR-programmet er der sket noget helt andet i hendes liv.

Den 32-årige fandt nemlig kærligheden på datingappen Hinge, hvor hun mødte amerikanske George på 41.

Og nu venter parret tvillinger.

Det skriver Se og Hør.

Det bliver to drenge, som efter planen kommer til verden i slutningen af november.

Sara og George havde ikke regnet med, at der gemte sig to børn, da de var til scanning.

»Vi var helt i chok. Vi havde ikke regnet med det,« fortæller Sara Eckhardt til mediet.

Parret har endnu ikke besluttet, hvad de to drenge skal hedde.

De har flere navne i spil, men har valgt at vente med den endelige beslutning, til de har mødt deres sønner.

For Sara Eckhardt bliver det første gang, hun skal være mor.

Til daglig arbejder hun som kontorfunktionær i Udenrigsministeriet.

Der er derfor nok at se til for det kommende forældrepar.

Sara Eckhardt bliver fulgt tæt under graviditeten, og med tvillinger på vej skal der også købes ind til de to små.

I dag bor hun sammen med George og deres hund i en lejlighed i centrum af København.

Snart bliver familien altså udvidet med yderligere to medlemmer.