Michael Sommer, der blev kendt for sin deltagelse i DR-programmet 'Gift ved første blik', og hustruen, Maria Kronholm, er blevet ramt af en stor sorg.

De har tirsdag mistet deres datter, Maise – blot fire måneder inde i graviditeten.

Det skriver Maria Kronholm i et opslag på Instagram.

'Ingen ved hvorfor. Men i morges gik jeg i fødsel. Veerne kom, vandet gik. Og vores ellers raske, friske og smukke lille pige ville ud nu, kun 4 måneder gammel. Det var jo alt for tidligt, og Maise overlevede ikke.'

'Det giver ingen mening. Alt var som det skulle være. Vi er knust. Sørger og græder. Og har stadig ikke forstået det. Nu tager vi afsked med det lille liv – før det overhovedet begyndte.'

I opslaget har Maria Kronholm ligeledes delt et billede af hende og Michael Sommer, der sidder med deres lille datter.

'Det her er så meningsløst', skriver hun.

Parret har i forvejen datteren, Malia.