Efterårsferien fik ikke den ønskede afslutning for den tidligere 'Gift ved første blik'-deltager Kathrine Kelså Harders.

For efter længere tids mavesmerter så hun sig søndag nødsaget til at tage kontakt til vagtlægen og lade sig indlægge.

Det skriver hun på Instagram, hvor hun også oplyser, at hun er blevet opereret for betændelse i sin galdeblære.

En hård oplevelse for DR-kendissen, der, selvom hun »hulkede i venteværelset«, er nogenlunde på toppen igen.

»Jeg har det efter omstændighederne godt, men har smerter, kvalme og ekstrem træthed. Så det er godt at være hjemme,« skriver hun på Instagram.

Kathrine Kelså Harders fandt kærligheden, da hun i 2018 blev parret med partneren Michael i DR-programmet 'Gift ved første blik'.

Parret er stadig sammen den dag i dag og har tilmed fået døtrene Leonora og Marina efter at være blevet gift på tv.