Ghita Nørby fik sig en overraskelse en dag, hun tjekkede postkassen.
For der lå et brev fra SKAT. Det var dog ikke til hende, men hendes afdøde eksmand, komponisten Svenn Skipper.
Det var Sjællandske Nyheder, der først kunne fortælle historien om, at SKAT forsøger at inddrage en gæld samt gebyr fra den afdøde komponist. Ghita Nørby kontaktede dem nemlig selv for at fortælle om den 'komiske, men meget triste' situation.
»Det er da taktløst uden lige. Kunne du tænke dig at få et brev om din afdøde eksmand?« siger hun til B.T.
Konkret forsøger SKAT at inddrage en gæld på 1.077,41 kroner samt et gebyr på 65 kroner.
Og Ghita Nørby har altså ikke planer om at betale den.
»Hvordan kan det ske? Det er jo det væsentlige. Så må de spørge ned i jorden, om Svenn Skipper vil betale den. Hvis vi er der, så pøj pøj,« fortæller hun.
Brevet fik da også skuespilleren til at reagere. Hun sendte et håndskrevet brev til Saxkøbing Kommune. Men har ingenting hørt fra dem.
»Det betegner vores tid. Det er det værste. Det er jo, fordi det ikke er mennesker - det er systemer,« fortæller hun, og tilføjer:
»Hvis ikke det var så trist for vores tilværelse, så var det jo komisk. Det er jo idiotisk,« afslutter hun.
Sjællandske Nyheder har også været i kontakt med Skattestyrelsen, der fortæller dem, at de altså ikke kan gå ind i konkrete sager:
»Det er Skattesstyrelsens klare udgangspunkt, at vi ikke sender breve, meddelelser og afgørelser til afdøde personer. Skulle det alligevel ske, er der tale om en fejl, og det skal vi selvfølgelig beklage,« fortæller underdirektør hos Skattestyrelen Britt Rønne til Sjællandske Nyheder.
Ghita Nørby og Svenn Skipper blev skilt og flyttede fra hinanden i 2011. Han gik bort i 2021.