For et års tid siden åbnede influencer Frederik Trudslev for første gang op om, at han i mange år havde lidt af angst.
Her var angsten nemlig vendt tilbage for fuld blus hos 'Vild med dans'-darlingen, men nu deler han glædeligt nyt.
»I dag har jeg det virkelig godt!« jubler han i et opslag på Instagram, hvor han videre skriver, at »det er første gang i mange år«.
Her fortæller Frederik Trudslev, at han har fundet sin »vej ud« af angstlidelsens greb efter mange år i forskellig slags terapi.
»Angsten snyder mig stadigvæk i ny og næ, og nogle gange snubler jeg over den. Men det er også okay,« skriver han videre.
Tidligere har han blandt andet fortalt, at det var angst for sit helbred og angst for selve angsten, han særligt døjede med.
Til daglig er Frederik Trudslev influencer og youtuber, og senest kunne han ses som ekstravært i 'Vild med dans'-finalen.
Den rolle har han haft, siden efter han selv kom på en andenplads i danseprogrammet sammen med Jenna Bagge for to år siden.
