Kritikkerne har været efter Cecilie Haugaard efter influencerens optræden i tv-programmet Deadline, hvor hun promoverede sin nye bog 'Instagrim'. 

Her påpegede flere efterfølgende, at Cecilie Haugaard fremstår hyklerisk og privilegieblind. 

Men kritikken preller af på forlaget bag bogen, Lindhardt og Ringhof.

B.T. har sendt en række spørgsmål til forlaget, som de ikke har ønsket at svare på. 

På Cecilie Haugaards egne sociale medier har flere også kommenteret, at de er uforstående over for Cecilie Haugaards bog, og at det virker forkert, at det er hende, der tager denne her problematik op.

Trine Ravn, fagbogsdirektør for Lindhardt og Ringhof, skriver i stedet:

»B.T.’s spørgsmål afspejler, ligesom den øvrige debat om bogen, at der desværre ikke er nogen, som har læst den endnu.« 

»Cecilie Haugaard har skrevet en god og relevant bog. I bogen taler hun med en række eksperter, som forklarer, hvordan sociale medier virker, hvordan de påvirker os, og hvad man selv kan gøre for at tage kontrol og blive en bevidst forbruger af sociale medier. Med sin egen professionelle erfaring fra Instagram er hun en væsentlig stemme i den sammenhæng,« lyder det. 

B.T. har dog haft to journalister til at læse bogen og har også stillet uddybende spørgsmål til forlaget, som de ikke har ønsket at svare på. 

B.T. har siden lørdag forgæves forsøgt at få en kommentar til kritikken fra Cecilie Haugaard.

Privat danner Cecilie Haugaard par med musikeren Christopher. Han medvirker også i bogen med gode råd. 
Privat danner Cecilie Haugaard par med musikeren Christopher. Han medvirker også i bogen med gode råd.  Foto: Christensen Klaus Bo/Her Og Nu/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kritikken af Cecilie Haugaard har kørt flere steder.

I Berlingske skrev kulturredaktør Birgitte Borup i en kommentar, at Cecilie Haugaard virkede gennemført dobbeltmoralsk med sin bog og udtalelser i programmet Deadline. 

»Når man scroller igennem hendes profil på Instagram, ligner »Cillemouse« ikke en kvinde, der er der for at indgyde ret meget andet end det mindreværd, hun selv var ramt af,« skrev hun blandt andet. 

Til B.T. analyserede Natalie C. Larsen, der er digital chef hos PR-bureauet Lead Agency og ekspert i sociale medier, problematikken i Cecilie Haugaards udmelding om sin nye bog. 

»Det er meget tydeligt, at hun gerne vil være en del af den tendens. Hun taler meget om, at hun gerne vil være mere autentisk. Problemet er bare, at hun ikke selv gør nogen af de her ting på hendes sociale medier, hvor hun i høj grad kapitaliserer på at vise sit smukke liv frem,« lød det. 

Bogen 'Instagrim' udkommer fra Lindhardt og Ringhof 8. februar.