'Så kan han tage benet på nakken'.
Sådan lød en af jokesene fredag i Radio4-programmet 'Det, vi taler om' om Meghan Markles far, der for nyligt har fået amputeret sit ben.
Det er dog langt fra alle, der finder de fire programværters vittigheder sjove. En af dem er administrerende direktør i Diabetesforeningen, Claus Richter.
»Vi er dybt rystede. Der er grænser for humor. Diabetes og amputationer ligger på den forkerte side af den,« siger han til TV 2 Østjylland om vittighederne.
Ifølge mediet får omkring 600 danske diabetespatienter hvert år amputeret et ben, en forfod eller en tå på grund af sygdommen.
Diabetes er angiveligt grunden til, at Thomas Markle, Meghan Markles far, har fået amputeret sit ben, skriver TV 2 Østjylland.
Vittighederne om benamputation møder dog ikke kun kritik fra interesseorganisationer.
Også Almaz Mengesha, der selv har fået amputeret benene, kritiserer over for mediet vittighederne om benamputation og kalder dem 'langt over grænsen' for, hvordan man taler om benamputerede personer.
Radio4 er dog ikke enig i den kritik, der rettes mod 'Det, vi taler om'.
Radiostationens chefredaktør, Marie Rask Glerup, mener, at vittighederne er 'helt inden for skiven', siger hun til mediet.
Hun uddyber desuden, at ingen dem, der var i studiet fredag, 'foragter mennesker, der har mistet et ben'.
Cirka 370.000 personer lever med diabetes i Danmark.
