Fredag inviterer kong Frederik og dronning Mary kulturlivet til stor fest på Christiansborg slot, når der afholdes det traditionsrige 'aftenselskab for kunst og kultur'.
Arrangementet er blevet afholdt med godt 10 års mellemrum siden 1976, og både i 1998, 2009 og senest i 2016 var nationalklenodiet Birthe Kjær været at finde på gæstelisten. Men i år er det anderledes.
»Jeg skal ikke med i år. Jeg har været med under dronning Margrethe, men nu vil jeg tro, de har rystet posen,« lyder det fra den 76-årige sangerinde.
Hun understreger dog, at hun godt forstår, hvis det nye kongepar ønsker at gå egne veje med deres kulturbal.

»Det er jo spændende at se, hvem der skal med, for Kongeparret har en meget anderledes berøring med kulturlivet og sportslivet, end Dronningen havde, så det er klart, det bliver en ny gæsteliste,« siger Birthe Kjær, som blot glæder sig over de mange gode oplevelser, hun selv har fået med.
»Det har været en fantastisk oplevelse de tre gange, jeg har fået lov at være med, og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg er fuldt tilfreds med de tre gange,« siger sangerinden.
Hun glæder sig i stedet over, at hun i weekenden skal optræde i forbindelse med 'Dansk Melodi Grand Prix', der sendes på DR lørdag.
Gæstelisten til fredagens kulturbal på Christiansborg Slot er indtil videre hemmelig, men skuespiller May Simón Lifschitz, der blandt andet er kendt fra DR-serien 'Orkestret' og 'Vild med dans', har som den eneste offentligt bekræftet, at hun deltager på fredagens royale fest.
»Jeg vidste ikke, det var hemmeligt, og jeg ved ikke, om det stadig er hemmeligt,« sagde May Lifschitz i januar til B.T.