Det går op og ned i showbiz.
Det kan radio- og tv-vært Felix Smith skrive under på, efter han netop har offentliggjort sit seneste årsregnskab.
For det har generelt svinget mellem underskud og overskud i firmaet K2 BC ApS, hvor den 48-årige vært på ottende år bogfører sine udfoldelser i mediebranchen med at udvikle koncepter, være vært og deltage i tv-programmer.
Og det nye regnskab viser desværre, at den sidste halvdel af 2023 og første halvdel af 2024 har været en periode med nedgang for Felix Smith.
Udbetaler en million til sig selv
Personaleomkostningerne er dog ikke nedsat synderligt af den grund, så Felix Smith har kunnet trække lige i underkanten af en million kroner ud til aflønning. 
Det svarer til en månedsløn på lige godt 80.000 kroner til tv-værten, som er ene mand i biksen.
Men desværre har indtjeningen ikke helt kunne stå mål med lønudbetalingen, så derfor ender enkeltmandsvirksomheden med et underskud på over 66.000 kroner.
Det negative resultat har da også været betydende for, at der nu sågar er en negativ egenkapital i virksomheden, hvor der er mere end 107.000 kroner i minus.

Året forinden var det et plus på knap 164.000 kroner, som Felix Smith kunne fremvise i sin eneste virksomhed, der før har landet overskud på flere hundrede tusinde kroner – men også ditto underskud.
Heldigvis står det ikke værre til nu, end at Felix Smith selv anser årets resultat for »mindre tilfredsstillende.«
Det bemærkes da også, at der er noget mere positive tal i vente for resten af det igangværende år.
Felix Smith har tidligere fortalt, hvad det værste job, han har haft, er – og hvorfor det folkekære program var så slemt at lave. Læs mere om det HER.
