Flemming Østergaard sender særlig tak efter hustrus begravelse: 'Det betyder mere end I måske aner'
'Det betyder mere, end I måske aner', lyder det fra 'Don Ø'.

'Det betyder mere, end I måske aner', lyder det fra 'Don Ø'.

Flemming Østergaard måtte fredag tage afsked med sin hustru gennem 60 år.
Nu takker den tidligere FCK-boss for de mange hilsner ved begravelsen og er særlig rørt over én ting.
Det var den 21. april, at Flemming Østergaard med sorg meddelte på Facebook, at hans hustru, Inge Østergaard, havde fået fred efter fem års sygdom med Alzheimers.
»Vi nåede at være gift i 60 år og fejre vores diamantbryllup. Jeg er dybt taknemmelig for at have mødt kvinden i mit liv – et menneske, som med kærlighed, styrke og tålmodighed bar os alle,« skrev han blandt andet.
Fredag blev der holdt begravelse for Inge Østergaard i Skovshoved Kirke i Charlottenlund med deltagelse af flere kendte ansigter.
Se og Hør skriver blandt andet, at komiker Uffe Holm, sanger Michael Carøe og Bente Schmeichel deltog.

Sent fredag aften gik Flemming Østergaard så endnu engang til tasterne og takkede på Facebook for opmærksomheden.
'Familie og venner fik sagt farvel. Det blev en dag båret af kærlighed, nærvær og dyb taknemmelighed', skriver han.
Han takker for de mange hilsner og tilføjer et særligt tak til initiativtagerne og fansene bag FCK-fanmedierne Copenhagen Sundays og Kvart i Bold - samt hele FCK-familien for blomster og støtte til Alzheimerforeningen, der har rørt ham dybt.
'Det betyder mere, end I måske aner. Tak fordi, I var med os - på hver jeres måde. Inge vil live videre i vores hjerter,' slutter han.