Flemming Jensen er en mand af ord. Mange ord. Han skriver satire, revy, bøger og skuespil. Sproget er hans legeplads og hans foretrukne udtryk. Men for to år siden fik han en besked, der gjorde ham mundlam.

Han var mødtes med sin søn for at drikke en øl og tale om løst og fast. Men forfatteren undrede sig over, at sønnen blev ved med at tale om én, der hed Oliver. Efter et stykke tid blev Flemming Jensen nødt til at afbryde med et stadig mere påtrængende spørgsmål:

»Jeg er lige hægtet af … hvem er Oliver.«

Det viste sig at være hans eget 19-årige barnebarn, der plejede at hedde Stine. Men som sønnen forklarede:

»Stine er ikke længere Stine. Nu hedder hun Oliver og er begyndt i hormonbehandling og skal også have foretaget et cut (red. en mastektomi, hvor man får fjernet brysterne).«

Flemming Jensen husker sin egen reaktion. Først blev han ‘helt stille’. Siden sagde han: 'Dét skal en farfar lige have tid til at vænne sig til.'

For at være nonbinær og tage stilling til sin egen kønsidentitet er, som Flemming Jensen siger det: 'Ikke en problematik, jeg har taget bad i.'

Han kalder sig selv for en 'gammeldags mand'. Fra den gang, hvor man ikke diskuterede om ord som formand, talsmand eller forligsmand endte på det rette køn.

Flemming Jensen foran sit hus i Nordsjælland, hvor han skriver sine bøger.
Flemming Jensen foran sit hus i Nordsjælland, hvor han skriver sine bøger. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

For mange år siden, da Flemming Jensen, der oprindelig er uddannet skolelærer, entrerede kunstens verden, blev han forberedt af kollegaen Jesper Klein, der sagde:

»Du må vænne dig til, at bordplanen ikke længere hedder mand, dame, mand, dame. Nu hedder den gay, straight, gay, straight.«

Men dengang kom Flemming Jensen direkte fra lærerværelset og havde ham bekendt aldrig mødt en bøsse eller en lesbisk før. Så han skulle lige lære at navigere i det, han kalder 'et noget mere farverigt landskab'. Det samme gjorde sig gældende, da han blev præsenteret for sit barnebarns nye køn. 

Den 75-årige forfatter er opdraget i troen på, at:

»Vores udgangspunkt er, at vi fødes som mænd og damer, og meningen er, at mænd og damer skal bolle, så der kan komme flere mænd og damer til.«

Men han tror også på, at rammerne aldrig må blive for firkantede:

»Nogle passer ikke ind i den formel – og de skal have lov at finde deres form.«

Derfor besluttede den 75-årige komiker, instruktør, skuespiller og forfatter sig for at skrive en bog om generationskløften og de emner, der i dag kan splitte ung og gammel. Det gælder blandt andet spørgsmål om køn. 

»Den diskussion kan et være en ormegård at begive sig ind i. Men tidligere har jeg også blandet mig i indvandringsdebatten, og det kan også være en ormegård,« siger han, der tog chancen, spurgte sit barnebarn om lov til at tage afsæt i hans historie og derefter satte sig til tasterne.

I bogen ‘Breve til Oliver’ skriver en farfar og hans barnebarn, der er i gang med et kønsskifte, breve, mail og sms’er til hinanden. Virkelighedens Flemming Jensen har hverken interviewet eller skrevet sammen med sit barnebarn.

»Jeg har fabuleret – som man gør i romaner. Brevvekslingen mellem farfar og barnebarn er opdigtet – og vi har i virkeligheden måske ikke en hel så nær kontakt, som bogen giver udtryk for,« siger han.

Men helt i overensstemmelse med virkeligheden, handler bogen om, hvordan Flemming Jensens ældste barnebarn, efter en ‘svær opvækst med mange diagnoser’, endelig fandt sig selv.

Danskerne forbinder stadig Flemming Jensen med rollen som Lunte i julekalenderen om Nissebanden. Men siden da har han skrevet 23 bøger, 15 skuespil og også instrueret skuespil. 
Danskerne forbinder stadig Flemming Jensen med rollen som Lunte i julekalenderen om Nissebanden. Men siden da har han skrevet 23 bøger, 15 skuespil og også instrueret skuespil.  Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Bogen går tæt på begge generationer og der er 'noget på spil' også for Flemming Jensen selv. Derfor blev han mere end almindeligt ked af det, da Berlingske i forbindelse med bogudgivelsen fejlagtigt citerede ham for følgende holdning til transkønnede:

»Mænd er mænd, og damer er damer, og så er der bøsser,« lød det i en rubrik, som avisen siden trak tilbage og beklagede.

Som Flemming Jensen efterfølgende forklarede i B.T. ville han være meget ked af, hvis hans barnebarn så dén overskrift:

»For så kunne han måske tænke, at hans farfar havde svigtet ham.«

Det ville være forkert. For Flemming Jensen er af den klare opfattelse, at man, selvom man har svært ved umiddelbart at forstå et synspunkt, skal gøre sig umage, når man præsenteres for en ny – eller anden – måde at se verden på.

»Forskelligheder er besværlige, men de er også underholdende og de er livets diversitet,« siger han, og mener at både unge og ældre er bedst stillet, hvis de giver plads til livserfaring såvel som fornyelse.

»Det er tosset ikke at udnytte erfaringerne fra de ældre, men livet er ikke en gentagelse.«

Måske er det sværest for den ældre generation:

»For det er en evig udfordring at få det én gang lærte åbnet op, så man kan se, at det kan være anderledes.«

Han forstår frustrationen, når reglerne til det spil, man har brugt et menneskeliv på at lære, uden varsel ændres.

»Jamen hvad fanden er så meningen,« griner han højt og kommer med et eksempel:

»Jeg har altid stavet godt, men pludselig staver jeg forkert, fordi 'idioterne' har lavet retstavningsreglerne om. Jamen så bliver man da vred,« klukker han.

Men uanset om det er regler for retstavning eller kønsidentitet, der ændres, så er nærhed og dialog ‘mere givende’ end noget andet, når man præsenteres for noget nyt. Det viste sig også at gælde i forhold til Flemming Jensens eget barnebarn.

 Efter den aften, hvor han bad om tid til at vænne sig til tanken, fulgte en periode, hvor Flemming Jensen var ‘nulstillet’, men sagde ‘nå’ og ‘okay’, når han blev præsenteret for nyt. Men da han halvanden måned senere, så sit barnebarn igen – var han klar: 

»Det var som en dæmning, der var blevet brudt. Mit barnebarn var virkelig blevet et andet menneske – med overskud. Han var kontaktsøgende og havde humor. Det gjorde et stort indtryk på mig – og lige dér kom jeg virkelig til at skrubelske ham.«

To år senere er historien endt meget lykkeligere, end forfatteren havde turde håbe på:

»Det er fantastisk at se et menneske, der altid har stået og dirret, være faldet til ro. Men det er jo frygteligt, at det kan tage 19 år at finde frem til sig selv.«

Flemming Jensens barnebarn hedder hverken Oliver eller Stine, men det er de navne, han -for at beskytte sit barnebarn – har valgt at bruge i bogen ‘Breve til Oliver’ og derfor også de navne, vi bruger i denne artikel.