Magasin har vokseværk, og i den forbindelse har detailvirksomheden valgt at udvide deres kreds af brands. 

Finans kan berette, at Magasin har valgt at opkøbe Copenhagen Cartel, der er kendt fra 'Løvens hule' og som kom i vælten, da stifteren Katrine Lee Larsen indrømmede til B.T., at hun ikke havde fortalt sandheden om fiskenettet i sit badetøj, og der derfor kunne være tale om vildledende grøn markedsføring. 

Afsløringen af den falske produktinformation ledte også til, at Magasin i marts 2023 helt valgte at tage deres varer fra netop Copenhagen Cartel af hylderne både i de fysiske butikker og webshoppen. 

»I det øjeblik vi blev gjort opmærksomme på situationen med Copenhagen Cartel, gik vi i dialog med dem, som der er normal procedure hos os. Mens vi undersøger sagen, har vi besluttet at tage deres produkter af hylderne på Magasin.dk og i de fysiske forretninger,« lød det fra indkøbsdirektør Esben Hougaard. 

B.T. forsøgte efterfølgende at få svar på, om Copenhagen Cartel havde fået et nyt samarbejde med firmaet, da produkterne dukkede op igen – dog uden svar. 

Tilbage på hylderne 

I dag er varerne tilbage på hylderne, også selvom at Copenhagen Cartel har en verserende sag omkring greenwashing hos Forbrugerombudsmanden. 

Katrine Lee Larsen har udtalt til B.T., at sagen hos Forbrugerombudsmanden drejer sig om de produkter og markedsføring, som B.T. fortalte om i marts. 

»Sagen hos Forbrugerombudsmanden, daterer tilbage til 2021 og vedrører det samme indhold, som I også dækkede i foråret. Det er afgørende at bemærke, at vi siden da grundigt har revideret alt vores kommunikationsmateriale med en fast forpligtelse til klarhed og præcision,« lød det. 

Katrine Lee Larsen fortalte, at hun ikke havde sagt sandheden om, hvad der var for noget fiskenet i sit badetøj. Det var nemlig ikke gamle fiskenet, der flød rundt i havene, men derimod fiskenet, der blev indleveret af fiskere. 
Katrine Lee Larsen fortalte, at hun ikke havde sagt sandheden om, hvad der var for noget fiskenet i sit badetøj. Det var nemlig ikke gamle fiskenet, der flød rundt i havene, men derimod fiskenet, der blev indleveret af fiskere.  Mathias Eis

B.T. har kontaktet Magasin igen for at høre, hvad der har ændret sig, siden de nu opkøber mærket.

Vi ville også gerne have svar på, om de kan stå inde for alle produkterne, de sælger fra Copenhagen Cartel, når der samtidig er en sag om greenwashing hos Forbrugerombudsmanden. 

Anerkender udfordring 

Magasin har ikke ønsket at svare på alle spørgsmålene, men har sendt en udtalelse. 

»Magasin investerer i brands med potentiale, og det mener vi at Copenhagen Cartel har,« fortæller Finance Director Michael Jelbo. 

Han anerkender, at firmaet har stået i problemer med netop vildledende grøn markedsføring. 

»Vi er bekendt med de udfordringer, de har haft, og vi mener netop, at vi med vores erfaring og ressourcer, kan være med til at skabe et godt og stærkt brand.«

Magasin er derfor heller ikke færdige med at undersøge, om Copenhagen Cartel opfylder deres krav og retningslinjer. 

»Det er et omfattende arbejde, vi går i gang med nu, hvor vi naturligvis skal have afdækket en række forskellige punkter og kigget alt efter i sømmene.« 

Til Finans har Michael Jelbo fortalt, at valget er faldet på Copenhagen Cartel, fordi firmaet har store ambitioner. 

»Copenhagen Cartel har store ambitioner, der rækker langt længere end blot at producere tøj, og har et godt øje for skandinaviske designværdier, kvalitet og design,« lyder det. 

Magasins administrerende direktør, Peter Fabricius, har da også været en del af Copenhagen Cartels bestyrelse siden 2022. 

Ud over købet af Copenhagen Cartel opruster Magasin også ved at lave en netbutik til norske marked. 

Tidligere har man lavet det samme til svenskerne. 

Magasin du Nord blev i 2021 overtaget af den tyske detailkoncern Peek & Cloppenburg.